Tre violinsonater udgør broderparten af Griegs sparsomme oeuvre for kammerbesætning. Den sidste er et modent værk og langt den kendteste. De to første er velskabte og indtagende ungdomsværker med hver sin udtalte personlighed. Især nr. 2 genlyder stærkt af norsk folkemusik. Denne indspilning er imidlertid ingen anledning til at fordybe sig i musikkens egenart, for de israelske musikere står med al deres professionelle dygtighed så fremmede over for den, at den bliver sært anonym. Trods udpræget subjektivt romantiske fortolkninger og en omhyggeligt nøjagtig og detaljeret gengivelse af nodeteksten savner man autentisk tonefald og en specifik atmosfære, hvad enten den er lyrisk-elegisk eller dansant. I stedet for følsomhed og koloristisk duft excellerer violinisten i forceret kraftudfoldelse, overdrevent smægtende portamenti og en vitalitet, som kortåndet frasering gør stump. Griegs poetiske friskhed sentimentaliseres eller går tabt i ren udvendighed. Som udfyldning har parret valgt en håndfuld klaverminiaturer, som den litauiske violinist Joseph Achron arrangerede for violin og klaver omkring Første Verdenskrig - kuriositeter, der ofte betoner violinistisk virtuositet på en helt anden måde end sonaterne. Det er dog ikke noget, der bringer Shaham i forlegenhed.