Man blev brat revet ud af drømmen. Det havde ellers været noget så sart og smukt og fint i fem kvarter, men så kunne den 75-årige gangbesværede pianist ikke rejse sig, fordi flyglet hele tiden bevægede sig, når han ville tage fat i det for at komme op at stå. Sceneteknikerne havde ikke låst instrumentets kørehjul, og efter en fuldstændig ordløs aften begyndte Paul Bley at bande højlydt. »Hvem har ikke låst de fucking hjul« og videre i den dur. Kresten Osgood skyndte sig at sige tak for i aften. Så strøg han efter Paul Bley ud af scenen, og ingen af dem kom tilbage igen. Slut prut.
Sensible farvelægninger
Det var på forhånd annonceret, at den canadiske pianist ville levere en afdeling med soloklaver og en, hvor han spillede sammen med Danmarks mest alsidige og flittige trommeslager, Kresten Osgood. Som det faldt ud, spillede de to i stedet et enkelt sæt af fem kvarters varighed, hvor begge var på scenen.
Alligevel kan man godt sige, det blev en soloaften med den 75-årige freejazzer Bley, for inspirationen gik kun den ene vej. Bley leverede sine melankolsk-lyriske tuschtegninger fra tangenterne. Ofte med den ene hånds fingre spillende inde på selve strengene. Med disse konturer som udgangspunkt leverede Osgood så nogle sensible farvelægninger.
Drivende lammeskyer Faktisk tror jeg aldrig, jeg har hørt trommeslageren spille så afdæmpet så længe, og et enkelt højt slag kunne Osgood på et tidspunkt heller ikke holde tilbage. Det fik til gengæld hele Skuespilhuset til at hoppe. Jazzfestivalens nye spillested ved havnen egnede sig akustisk set perfekt til Bleys drivende lammeskyer og sarte rispapirkunst. Akvareltegning var aftenens agenda, og musikernes pulsløse klange resulterede i impressionistiske øjebliksbilleder.
