Sangerinden Macy Gray er bedst kendt for sit store hit ‘I Try’ fra 1999.
Og det var med stor sandsynlighed på grund af dette nummer fra hendes gennembrudsplade ’On How Life Is’, at størstedelen af publikum i Det Kgl. Teater var kommet til stede og ikke for at høre kultsaxofonisten David Murray og hans band, selv om Murray hører til i den avantgardistiske verdenselite og såmænd blev belønnet med den nu ej længere eksisterende pris JazzPar i 1991.
Og derfor var aftenens fineste øjeblik også, da så godt som hele salen skrålede med på denne ny-klassiker til sangerindens tydelige store fornøjelse.
LÆS ARTIKEL Overraskelse: Superstjerne sang videre til nattejam på lille spillested
Macy Gray som klassisk jazz-diva
Men inden var folkene på plyssæderne også blevet udsat for en del musikalske bestræbelser, de næppe havde stået model til frivilligt, hvis ikke det var på grund af Macy Gray, der i dagens anledning gav den som klassisk jazz-diva med skinnende kjoler, lange handsker, fjerboa og frygtindgydende høje hæle, herunder et par imponerende, knaldrøde stiletter fra Christian Louboutin.
For David Murrays musik er så absolut for de få.
Godt nok indeholder hans kompositioner ofte elementer af traditionel swingmusik, og han spiller selv noget af tiden med en bearnaiseblød tone og tydelig påvirkning fra Coleman Hawkins og Ben Webster, men substansen i det hele er renlivet avantgardistisk free jazz af den grænsesøgende, primale type, der blev dyrket af blandt andre Albert Ayler.
Hvilket vil sige, at turen ofte tonalt set går til nogle ganske andre galakser end de gængse turistvenlige harmoniers.
Syret saxofonist
Det kom for en dag allerede i det indledende nummer - uden den divine Miss Gray.
Her lagde det seje orkester ud på bedste ørehængende vis, men efter at have spillet det fine melodiøse tema syrede David Murray fuldstændig ud, ja han gik rent ud sagt amok i honk, hyl, skrig, vræl, brøl og pip, så dele af publikum begyndte at fnise bornert.
For den havde de sgu’tte lige set komme, der under krystallysekronerne.
Men John Cages gamle diktum om, at man bare skal blive ved med at lytte, viste sig at holde stik. Og i aftenens løb kom Murrays skæve, atonale og frit fabulerende arbejde på sax og basklarinet ind under huden på Macy Gray-fansne, og mon ikke den frie, eksperimenterende jazz har fået sig et par dusin nye tilhængere i DK på grund af koncerten. Det tror vi.
En smuk hyldest til Lady Day
Gray synger, så man ikke lige glemmer det med det første.
LÆS ANMELDELSE
Macy Gray er tilbage i fin formHendes stemme har lidt samme klang som Billie Holidays; samme skurvede intensitet og smerte, og en version af Duke Ellingtons ’My Solitude’ med akkompagnement af kun bas og sax var en smuk hyldest til Lady Day.
Men størstedelen af repertoiret var skrevet af David Murray, som udover sin lyst til at blæse dyt-båt derudaf også ejer et seriøst popøre.
Og hans lidt kantede melodik passer flot til Grays dramatiske foredrag, der fortæller historier om lidenskab, tab og savn.
Ligesom hans luntende, smådansende optræden og klejne fysiognomi kompletterer Macys Grays flamboyant yppige fremtrædelsesform.
Og det var tydeligt, at de både havde stor respekt for og kærlighed til hverandre, mageløse Macy og mærkelige Murray – i henholdsvis pangfarvet satin og luvslidt sort jakkesæt.
Et lykkeligt ægteskab
Det var et lykkeligt ægteskab mellem avantgarde og mainstream, vi som publikum kunne bivåne. Helt igennem endda.
LÆS GUIDE Oplev de professionelle jazzmusikere på slap line
Men desværre skæmmet af en til tider katastrofalt elendig lyd, hvor bassen overstyrede og opløsningen forsvandt, så det hele blev til en voldsom grød af lyd.
Synd og skam, når nu både bassist, trommeslager og pianist angiveligt havde noget på hjerte.
fortsæt med at læse
