Norske Live Foyn Friis er et stort vokaltalent. Et nordisk kildevæld med skæve indfaldsvinkler, som det sig hør og bør, når man har en Björk bag øret. Regnen jog koncerten inden døre, men humøret og standarden var høj hos Friis og hendes combo, hvor især guitaristen Alex Jønsson imponerede med finfølelse og særklang. Teknik, opfindsomhed og charme gik hånd i hånd i Live Foyn Friis’ vokalarbejde, hvor hun i ’Time Goes Too Slow’ dansede yndefuldt med tungespiden på vokalerne.
Musikken balancerede pop, jazz og folkelig tradition med kunstfærdige krummelyrer. Der er stof til en spændende fortolker i Live Foyn Friis. Men jeg synes ikke popsangskrivningen helt kan matche udførelsens opfindsomhed. De til lejligheden indforskrevne strygerarrangementer tippede koncerten over i et mere konservatoriefersk tonefald, mens ’My Anchor’ viste, hvor meget det faktisk kunne have swinget. ks
