Drop Inn på hjørnet af Kompagnistræde og Hestemøllestræde i Indre By er et værtshus med levende musik og ikke et spillested, hvor man sælger øl. Sondringen er værd at have i baghovedet, inden man som jazzfestivalgænger beslutter sig for at hive portemonnæen op af lommen og erlægge entreen for at komme ind og høre jazz af, skal det siges, høj kvalitet.
LÆS Guide: Her er din ruteplan til jazzfestivalen
Og har man gjort op med sig selv, at man godt kan leve med, at der bliver ævlet og kævlet i baren, som om gæsterne fik løn for det, så er Drop Inn bestemt ikke det værste sted at gå til koncert. Altså af sin art. Kontrolleret forvirring For i modsætning til mange andre værtshuse, er Drop Inn – der til hverdag mestendels har rock og blues på programmet – faktisk indrettet med behørig respekt for publikums mest basale krav.





























