Solen skinner på os fra en overraskende blå himmel og sveden pibler frem på de fem kvindelige og de to mandlige pander. Vi har lige hørt et nummer med Mikkel Nordsø Band i Kongens Have. Om lidt venter André Mehmari og Hamilton de Holanda på Statens Museum for Kunst. Vi er ude på Running Copenhagens første jazz-løbetur, og de fleste af os har valgt en påklædning, der kan matche en af de regnbyger, DMI har lovet os.
LÆS OGSÅ Evakueret jazzmusiker: »Thank God, we’re not in Roskilde«
Lige nu virker regnen dog temmelig usandsynlig, derimod dagdrømmer vi vist alle sammen om en kold brise og en fadøl. Der er gået en god halv time, siden vi satte i gang fra Rådhuspladsen og med et mål om at nå seks koncertoplevelser i løbet af rutens seks kilometer, er der lagt op til en god ’tour de jazz’. Det er også det, deltagerne er kommet for:
»Jeg er kommet for at blive inspireret til, hvilke genre og kunstnere, jeg skal ud og høre i løbet af festivalen«, siger 34-årige Emma Katrine Hviid, der beskriver sig selv som en langt større jazzentusiast end løber. Hun er er med, fordi hun syntes, at kombinationen lød spændende.
Vand ved Vandkunsten
Løbetempoet er overkommeligt for de fleste. Der snakkes ivrigt om den seneste optræden vi så, om løbevaner – og lidt om alt det andet.





























