Sangeren Claus Hempler startede som musiker i garagebandet Fielfraz. Nu synger han Ellington, Dylan og Hartmann. Rocksangeren Kira Skov flirter med Billie Holiday, og svenske Marie Bergman har taget rejsen fra viser til et rockband – for siden at besøge jazzen i selskab med blandt andet Danmarks Radios Big Band. Listen af danske og udenlandske musikere, der havde et image som rockmusikere, men som tager på gæstevisit i jazzen, er lang. Nogle flytter endda permanent ind i den anden lejr. Atter andre, som guitaristen Henrik Lindstrand fra Kashmir, startede med jazz. Tendensen med at pendle mellem genrer vil kun blive stærkere de kommende år, vurderer Henrik Sveidahl, rektor ved Rytmisk Musikkonservatorium. »Det så anderledes ud for 25 år siden. Da var musikken med til at skabe social identifikation, så man enten så sig selv som rockfan eller jazzfan«, siger Henrik Sveidahl. Stilskift kræver mod Marie Bergman indledte sin musikalske karriere som visesanger for knap 40 år siden. Efter nogle år gik hun ind i rollen som rocksanger. »Det var et stort skridt for mig, da jeg skulle gå fra at være en musiker, der sidder på en stol og synger sine viser, til at kaste mig ud i en rockkarriere«, siger Marie Bergman. »Det betød at jeg skulle tillade stemmen at være både rå, vred, androgyn og brutal. Det gjorde mig både mere modig og mere fri«. I 1990’erne tog Marie Bergman et skridt ud i endnu en ny genre: Jazz. »Jazzen er mere teknisk krævende for stemmen, den skal være velstrenget, og man skal kunne styre nuancerne. De udfordringer, jeg fik ved at synge jazz, gjorde stemmen mere dynamisk«, forklarer den populære svensker. Råt rockliv under jazzen Kira Skovs musik og erfaring som sanger bygger på en næsten klassisk roadmovie-fortælling. Efter at have spillet garagerock som barn og ung, rejste hun som 17-årig med en mand til USA, hvor parret spillede sig frem fra by til by. Det blev til fem hårde år. »Den tid med rock’n’roll har formet mig som sanger, som vokalist og som performer. Vi fik ikke serveret noget, vi måtte kæmpe for at overleve. Hele det turbulente liv kan ikke undgå at blive en del af dit udtryk«, siger Kira Skov. »Rocken har hele den der energi og eksplosive form. Den er drømmen og udlængslen efter at få en anden slags liv«. Samme kvaliteter finder hun, men på en anden måde, hos jazzsangerinder som Nina Simone og Billie Holiday. Sidstnævntes sange fortolker Kira Skov under jazzfestivalen samt på en udgivelse, der udkommer til august. »I virkeligheden er jeg overhovedet ikke til vokal jazz generelt. Det er kun Billie Holiday og Nina Simone, der er mine forbilleder. De synger ukunstlet og formidler stemninger og historier enkelt og helt fantastisk«, siger Kira Skov.
SE TV Rocksangerinde genopliver populær jazz-legende
Nysgerrige unge Netop evnen til at tage forskellige genrer og trække det bedste ud undervises unge musikere i på Rytmisk Musikkonservatorium, siger rektor Henrik Sveidahl. »Den unge generation har en åbenhed og nysgerrighed på tværs af de her kasser. Det er meget opmuntrende«. Sangeren Claus Hempler har ikke gået på konservatoriet. Som 18-19-årig brød han sammen med garagebandet Fielfraz igennem som 90’ernes nye store talenter i dansk rock. Men i slutningen af årtiet sang han på sin første jazzplade sammen med vennen Thomas Blachman. »Jeg havde stået der på et garagegulv i så mange år, så jeg trippede bare helt på bare lyden af en kontrabas og et flygel, som klingede ud«, siger Claus Hempler. Det var et vendepunkt for ham. Der er jo mange der kalder dig crooner. Hvor kom det fra? »Det var et prædikat, jeg fik, fordi jeg begyndte at flirte med de der jazzting. Det var jeg overhovedet ikke dengang, jeg var en rigtig rocksanger. Men så begyndte jeg at være bevidst om, at nu skulle jeg lægge min stil om. Og når først tre journalister har skrevet ’i aften spiller crooneren Claus Hempler’, så hænger det ved«, siger Claus Hempler.


























