Lyt til artiklen
Efter deadline følte jeg mig balstyrig, kålhøgen, fusentastig og jazzblodet kogte, så jeg strøg rundt på må og få, indtil det slog mig: Der er da dømt Fontaine-nat.
Og ganske rigtigt stod en hoben musikere udenfor og jivede, men også mange publikummer, der kun kunne komme ind, når andre gik ud. Godaften til guitaristen Per Gade, der netop havde spillet, så han skaffede mig udenom og indenfor, hvor heden, sveden, knævren og ikke mindst jam-musikken hang tykt i rummet.
