Iyer. I 2012 åbnede Vijay Iyer og hans trio Copenhagen Jazz Festival på Statens Museum for Kunst.
Foto: Per Folkver (Arkiv)

Iyer. I 2012 åbnede Vijay Iyer og hans trio Copenhagen Jazz Festival på Statens Museum for Kunst.

Copenhagen Jazz Festival

Hjernemusik i Jazzhouse var blæret gjort af amerikansk pianist

Pianisten Vijay Iyer og hans trio bekræftede niveauet fra deres nyeste album live.

Copenhagen Jazz Festival

Det er hjerne mod hjerte, som den erfarne jazzbassist Gary Peacock ridsede det op i et interview her i avisen på festivalens første dag, og egentlig er jeg imod, at musikken kommer fra hjernen, når vi snakker jazz.

Men når det er sagt, er det umuligt ikke at give den amerikanske pianist Vijay Iyer og hans trio credit for deres usædvanlig stramme, tætvævede og personlige stil, der swinger på en helt særlig måde.

LÆS OGSÅ

Iyer er matematisk interesseret, og det høres i hans kompositioner, der konsekvent arbejder med adskilte lag og med de interferensvirkninger og den energi, der opstår, når lagene forskydes og spændes op i forhold til hinanden.

I Jazzhouse leverede trioen jazz fra hjerne til hjerne i et sæt, hvor trioen ’dj’ede’ med sange fra det nye album ’Break Stuff’ og ældre ting.

Energifuldt album

På pladen fungerer det forbilledligt. Marcus Gilmores pumpende trommer og et basostinat fra Stephan Crump kan fungere som en effektiv motor, men detaljer og raffinementer er der ikke desto mindre masser af.

Selv i den indledende ’Starlings’, der ellers umiddelbart lyder som en simpel melodi leveret mørkt, melodisk og ligetil.

Det enkle snyder hos Iyer og hans kollegaer, der konstant tænker forskydninger ind i musikken.

Det giver energi, og som på albummet var Monks ’Work’ også ved koncerten noget af det, der fungerede rigtig godt.

Ting af Coltrane og den sene Strayhorn dekonstruerer Iyer og hans drevne medspillere, så musikken vakler, men genfødes i et nyt udtryk.

Mere imponerende end medrivende

Det er blæret gjort og repræsenterer en tilgang til triomediet, der ikke kunne være mere forskellig fra Jarretts og hans nu hedengangne standardtrios åbne, lyttende approach.

Vijay Iyer overdænges i disse år med priser, jazzprofessorater og forsider på førende musikmagasiner, og det var en selvsikker mand i blazer, der onsdag aften lod altsaxofonisten Steve Lehman levere en halv times opvisning i avanceret spilleteknik på altsax, inden han og trioen selv overtog scenen.

LÆS OGSÅ

Lehmans solosæt lignede mest en afgangsprøve fra et amerikansk jazzuniversitet. Mere imponerende end medrivende.

Men at opleve Iyers trio live bestyrkede indtrykkene.

Både af, at de er en flok hjernemusikere, og at de er i stand til det fantastiske såvel som det gennemsyret personlige, når de nu på 11. år stiller sig op sammen og sparker hinanden af sted.

Som tre fysikprofessorer, der hidsede hinanden op foran en tavle

Som tre fysikprofessorer, der hidsede hinanden op foran en tavle med kridt i hænderne, mens formlerne føg dem om ørerne.

Lehman kom selvfølgelig på scenen igen og joinede trioen, og selv om mit hoved til sidst var ved at sprænges, var det fascinerende at se ind i Iyers laboratorium.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden