Palle Mikkelborg står bagest på scenen i diskret belysning, men den karakteristiske lyd er ikke til at tage fejl af. Masser af luft hvisker og fortæller rundt om tonerne, der heliumlette stiger fra trompeten.
Carsten Dahls fingre flyver som sommerfugle i fast forward hen over tangenterne. Thomas Blachmans stikker og whiskers svirrer om bækkener og skind. Muhammed Ali-agtigt. En masse elegant svirren og så pludselige hårde hug. I midten til at holde hele herligheden oppe ’den finske stenstøtte’ Lennart Ginman og hans gulvbas. Ind fra siden kommer Fredrik Lundin flanerende med saxofonen boblende af traditionsbevidst poesi.


























