Rummet sitrede af menneskelig varme og begejstring, da den efterhånden 77-årige Pharoah Sanders trissede ind i den magiske midtercirkel med mikrofoner og grej i Brorsons Kirke, skrøbelig, med hvidt skæg og turkis skjorte.

Der indfandt sig denne sjældne følelse af autentisk nærvær fra en kriger, som har båret en fakkel længe og stadig har den med sig, selv om gløden måske ikke er, hvad den har været. Og det var en forjættende åbning. Flyglet og filtkøllerne rullede som havets bølger, mens bassens ankertone stod som bundpæl.