Når man er én af Danmarks mest berømmede jazzpianister, men har tendens til lidt præstationsangst inden en koncert, hvordan er det så for samme person at skulle være stand-in til en koncert for en kær kollega ... på trommer, altså? Carsten Dahl tager det nu temmelig roligt på en café kun 40 minutter før, han skal daske skind på den verdensmusikalske scene på Tranquebar i Borgergade. For godt nok er det et par årtier siden, at han tog en trekvart konservatorieuddannelse i trommer, hvorefter han dengang droppede hihat og bækkener og kastede sig over tangenterne og blev maestro i klaver, men denne lørdag eftermiddag, på festivalens andendag, ser han ligefrem frem til at få trommestikkerne i hånden igen for at spille sammen med Hugo Rasmussen på bas og Søren Kjærgaard på piano. Man kan bogstaveligt talt sige, at Carsten Dahl glæder sig som et barn: »Når jeg sidder der bag trommerne er jeg som en dreng på fem år og glad og ved bare, hvad der skal gøres«, lyder det fra professor Dahl fra Det Rytmiske Musikkonservatorium, der i mange år ikke rørte et trommesæt. Men nu er blevet vild med det igen. Chatolpianisten Som barn sad han og hamrede næverne ned i et chatol til faderens plader, som om det var et piano. Og det så ud til at være skrevet i stjernerne, at den lille Carsten skulle være noget ved klavermusikken. »Jeg var helt autistisk væk, når jeg spillede på chatollet«. Da han kom på efterskole, var der ikke noget med tangenter at spille på. Men der var et tromme-rum. »Havde de købt et klaver, havde jeg jo banket løs på det. Det var bare så kraftig en ting i mig at spille, og så tog jeg det, der var ved hånden. Jeg skulle satme vise verden, at det her er mit domæne, og så kan I fucke ad helvede til«, griner Carsten Dahl, mens han kommer i tanker om, at han havde en læderjakke med et rygmærke, hvor der stod »Buddy Rich = Carsten Dahl«.

For dem, der ikke ved det, er Buddy Rich en stor stjerne på den internationale trommehimmel. Trommerne er et helle
Trommeriet rakte langt ind i konservatorietiden, indtil Carsten Dahl kom til den konklusion, at han savnede melodi og harmonier. »Jeg havde så meget ego og kapelmester i mig, at jeg ville have et helt orkester til min rådighed og komponere og improvisere, og der er klaveret jo mere egnet«. Carsten Dahl er bag de sorte og hvide tangenter blevet en af de største danske jazzstjerner, men i de senere år er savnet efter trommerne taget til.