Som Lan Shui dirigerede Beethovens ’Skæbnesymfoni’, var der god grund til at se frem til, at han næste sæson tiltræder som Sjællændernes nye chefdirigent. Orkestret har stået uden fast mand på podiet, siden Giordano Bellincampi gik af sidste år, men de opruster nu.
Prøvetiden forøges, der er tegnet kontrakt også med en ny, fast gæstedirigent, og der er købt nye instrumenter. Ventilløse horn af historisk tilsnit, for eksempel. Og de kom på arbejde i Beethoven, mens Shui holdt energien oppe i en fortolkning præget af klare musikalske lag og stor kraft. Vedkommende spil Faktisk er det længe siden, jeg har hørt orkestret spille så vedkommende. Bratschgruppen i harmonisk udfoldelse her. En nænsomt frembåret melodi i andenviolinerne dér. Og samtidig et overordnet mål, som dirigent og musikere var fælles om at holde i kikkerten. Beethovens femte, der med sit tilnavn lagde titel til aftenens koncert med ’Skæbnemusik’, er en kamp. En kraftanstrengelse af en rejse fra fortvivlet c-mol til sejrssikker C-dur. Sammen nåede dirigent og orkester i havn efter en tur, der var værd at tage med på. Der blev sat dristigt tempo, men skærene blev klaret og båden ført til kaj med fuldt blæs på alle turbiner.




























