Der var sølvlameller fra loft til gulv i salens sider, der sad oppustelige julemænd og supermænd forrest på scenen, og både solisten Sufjan Stevens og hans ni personer store orkester havde kæmpestore, kulørte sommerfuglevinger bundet på ryggen som for også visuelt at understrege, at musikken ved den udsolgte siddekoncert i Store Vega søndag aften var af en ganske særlig og fantasifuld art.
Som albumkunstner er 31-årige Sufan Stevens fra Detroit i gang med et overambitiøst projekt. Cd for cd vil han musicere om den ene amerikanske stat efter den anden, til han har været igennem dem alle. Foreløbig er han blevet færdig med Michigan og Illinois. Og egentlig kan man godt have ham mistænkt for i virkeligheden at være ligeglad med, om han når tre eller 17 stater mere.
Rundt om USA
For hos Sufjan Stevens er det selve visionerne i sig selv, som er så ualmindeligt oplivende, uanset om de så handler om en kortlægning af Amerika eller ej. Der er fyldt med amerikanske steder, bøger, fugle og ikoner fra Superman til John Wayne i hans sange. Der er også mange Uidentificerede Flyvende Objekter i dem, og når han synger om den slags, kan man udmærket forestille sig, at han faktisk har set dem. Om ikke på himlen så i hvert fald i en krøllet hjerne.
Men uanset om han skriver om Jacksonville, Detroit, Highland, Chicago, Palisades eller Abraham Lincoln, skriver Sufjan Stevens nu også ret meget om almengyldige, følelsesmæssige rutsjeture med en indbildningskraft, som bestemt ikke kun gælder teksterne. Han arrangerer sine sange markant anderledes, end andre rockmusikere gør. I Vega blev der ind imellem bokset igennem på hele to klaverer, og heller ikke banjoen, trommerne, bassen og hele håndfulden af blæserinstrumenter havde mange rolige minutter ad gangen.
Mellem stilhed og storm
Men de stille øjeblikke var der. Stevens vekslede typisk mellem et lavmælt intimt og et enten opbrusende lykkeligt eller støjende konfust udtryk. Kontrasterne var større, end han viser dem på sine album, og det var med til at gøre musikken lige lidt mere alsidig og kommunikerende.
Overgangene mellem det stille og det stormende i de enkelte numre var knivskarpe, og både det og de opfindsomme melodier underbyggede talentet for at komponere sange, hvor man ikke kan gætte sig til forløbet på forhånd. Det var noget af det rigtig fine ved koncerten.
På opdagelse i musikken
At man fik lov til at komme på opdagelse i en fantastisk tænkt musik, der indeholdt elementer af både folk, rock, klassisk, pop og jazz og blev spillet af et band, hvor de fleste medlemmer inklusive korsangeren, pianisten og bassisten Annie Clark kunne bytte instrumenter undervejs. I bogstavelig forstand var der i nogle sekvenser tale om musik spillet efter noder. Det gjorde ikke udtrykket mindre levende.
Noget andet fint var de meddigtende grafiske billeder på videoskærmen bag bandet. Og så skal han ikke høre et ondt ord for, at den der søde gimmick med oppustelige plastikhelte og andre jokes bare bidrog til at gøre stemningen rar uden at kvæle den understrømmende melankoli som mod slutningen blev vist tydeligt med udsagn som »All things go/ all things grow« i hittet ’Chicago’.
