Når jeg overværer en koncert med Pierre Dørges New Jungle Orchestra, er jeg på intet tidspunkt i tvivl om, at musikerne på scenen morer sig kongeligt. Og at dømme ud fra den modtagelse, ensemblets udfoldelser får, synes det samme at gælde publikum. Det er derfor ikke uden en vis beklagelse, jeg må erklære, at min egen fornøjelse er betydelig mere beskeden. Jeg kan jo godt høre, at Dørge er en original musikalsk begavelse, der ikke viger tilbage for noget som helst. Han kan omsætte den inspiration, han har mødt i alverdens landes kulturer, til at skabe sin egen musik. Som regel ganske spøjse temaer, der afspejler deres oprindelige kilder, men som via den fremførelse, de får, først og fremmest står som udtryk for Dørges egen musikalske holdning. Til dette har han samlet en række musikere omkring sig, der er parate til at følge ham gennem tykt og tyndt. Og det indebærer, at de – som jeg oplever det – optræder i et rollespil, der med årene er blevet mere og mere ritualiseret.

Eksotiske gæster
Jeg synes ikke, det er særlig skægt, når musikerne vandrer omkring i salen blandt publikum, og jeg bryder mig ikke om det grimasserende solospil, som nogle af musikerne dyrker med en manisk ihærdighed, eller om den form for organiseret kaos, der ligeledes er et af orkestrets kendemærker.

Jeg gør det ikke, fordi der ikke kommer meget høreværdig musik ud af det. Vist har musikerne det sjovt, men jeg finder det betegnende, at de som solister gennemgående spiller under den standard, som de i andre sammenhænge er i stand til at opvise. Hvilket dog ikke er uden forbindelse med, at flertallet af de stykker, Dørge selv er ophavsmand til, ikke byder på nogen form for harmonisk udfordring.

Undertiden allierer Dørge sig med gæster fra eksotiske egne. Vi har hørt hans orkester med blandt andre en sibirisk strubesangerinde og en ghanesisk koraspiller, og denne aften kom gæsten fra Berlin, vor egen Gitte Hænning, der ikke uberettiget har opnået stjernestatus i vort sydlige naboland.

Overlegen stemme