Inden for en kort årrække skrev franskmændene Claude Debussy og Maurice Ravel fire fremragende og dybt personlige kammermusikværker – to hver – for de fire instrumentkombinationer en klassisk klavertrio kan danne. Et mere helstøbt koncertprogram for klavertrio er det svært at forestille sig, og der var da også stuvende fuldt til de tre garvede musikere, der to gange gav programmet på Louisiana.

De er et ensemble med en sjælden pondus: Samspillet er så urokkelig sikkert, som det fås, balancen perfekt i alle situationer trods betydelig råstyrke hos pianisten, og musikerne ånder sammen i overlegen deklamatorisk frihed i konfliktfrie fortolkninger med glød og vingefang. Af særlige kvaliteter er det især fristende at fremhæve klaverets udsøgt klare satsbillede og formning, en stor og organisk dynamisk spændvidde, egalt syngende pianissimo og en vidunderligt svævende delikatesse i de mest impressionistiske passager. En lille fremmedhed Klaveret trænger sig ikke på, tiltrækker sig trods sin klangfylde sjældent selvstændig opmærksomhed, men stiller alligevel med en helt afgørende bærekraft. Så meget, at man faktisk manglede den i Ravels sonate for violin og cello, hvor strygerne i hvert fald i finalen tenderede mod at overanstrenge klangen og tilmed presse intonationen. Andre steder var celloens varmt syngende blidhed en stilistisk finjusteret nydelse, og i Debussys violinsonate byggede violinen på en lyrisk lysende slankhed, man gerne havde hørt mere til i strygeduoen. Uanset hvor smukt og fængslende den amerikanske trio tolkede disse ærkefranske værker, forblev der dog nogle steder en lille fremmedhed, en upassende patos i attituden. Til syvende og sidst er det en smagssag, men for mig tog øjeblikke som celloens grandiose opsving i begyndelsen af Debussys cellosonate, eller den påfaldende fede strygerklang i finalen af Ravels trio – for nu at nævne programmets yderpunkter – lige akkurat den sidste galliske magi af en ellers ret storslået koncert.