Kan man se musikken? Det mener den unge, ambitiøse blæserkvintet Carion, hvis optræden afviger fra det sædvanlige på to iøjnefaldende måder. For det første spiller de udenad, for det andet spiller de stående – eller snarere gående.
Ingen standardprocedure
Og det er just pointen, som søndag aften tydeligst blev illustreret af åbningsnummeret, György Ligetis tidlige, folkloristisk farvede ’Seks bagateller’. Stykket var gennemkoreo- graferet, sådan at musikernes bevægelser og indbyrdes positioner præcist spejlede musikkens struktur og – i mindre grad – gestik. Man så, hvad man hørte, og musikken trådte frem med en helt usædvanlig selvklarhed. Fremragende idé og fornemt udført.
Så differentieret blev resten af aftenen dog ikke visualiseret. Et arrangement af J. S. Bachs orgelkoncert efter Vivaldis dobbeltkoncert i a-mol kom nærmest, mens det i Jacques Iberts ’Trois pièces brèves’ og Carl Nielsens kvintet mest blev ved antydninger. Ingen grund til ophævelser over dét.
