Anne-Sophie Mutter er en bestemt dame. Københavnerne husker, hvor hvast hun kan tage publikum i skole, fra da hun for seks år siden var i byen for at modtage Léonie Sonnings Musikpris. Dengang skældte hun tilhørerne ud.
Men Århus er Smilets By, og Mutter dristede sig også til at smile, endda næsten ægte og varmt, efter at hun iført sin stramme blå havfruekjole havde spændt buen og givet gamle Bach, hvad han kan trække af powerviolinspil.



























