Hun nåede kun de fleste af orkestermedlemmerne til albuerne, men smilet var stort, og den tekniske kompetence ragede selvsikkert i vejret. Ingen tvivl om, at den unge kvindelige kinesiske dirigent Xian Zhang har sin slagteknik og sit musikalske overblik i orden.
På en helt almindelig, gråmeleret mandag aften havde damen, der er kommet så vidt som til at blive assisterende dirigent for New York Filharmonikerne, inviteret Tivolis Symfoniorkester i fitnesscenter, og musikerne fik sig en sund svedetur. Frit svæv Smetanas ’Moldau’ flød sikkert og støt, og da Leonard Bernsteins danse fra ’West Side Story’ efter pausen kom på nodestativerne, bredte smilene sig både i orkestret og blandt publikum, mens Xian Zhang lod coolness, knipsefingre og masser af mambo og cha-cha-cha blande sig med ’Maria’, og hvad Bernsteins sukkermilde amerikanske musicalmelodier nu ellers hedder. Bernsteins ’On the Town’ havde damen også styr på, og så var det egentlig bare lidt magi og frit svæv, vi sad og savnede. Det fik vi ikke rigtig, selv om den unge amerikansk-kinesiske pianist Ning An klarede Bartóks tredje og sidste klaverkoncert med sine eksemplarisk klartspillende akvarelfingre. Moderat fitnesstræning Ning An, det var ham den trediveårige, der sidste år vandt Tivolis internationale pianistkonkurrence. Bevægelig og afmålt løste han Bartóks solistopgave til flot karakter, mens kun orkestret sad tilbage og virkede en smule stive i leddene. Fitnesstræning i moderate mængder kan aldrig skade, så mon ikke man skulle lade sig lokke til en fitnesstime med Xian Zhang en anden gang? Ning An kan man høre solo allerede på lørdag, når han giver en recital med værker af Chopin, Janácek og Liszt i Tivolis Koncertsal.




























