Sikken en præstation! Dynamisk, stramt, delikat og grandiost er de adjektiver, anmelderen læser i sine notater fra en aften, hvor Brahms’ 4. Symfoni satte overvældende punktum for en sæsonstart, som lover endda særdeles godt for efterårets Torsdagskoncerter med Radiosymfoniorkestret. Inden Thomas Dausgaard satte an til Brahms, havde jeg anbefalet min ledsager Carlos Kleibers referenceindspilning af, hvad der er undertegnedes yndlingssymfoni. Den med Wiener Filharmonikerne fra 1981 på Deutsche Grammophon.
Fremragende forståelse
Efter den afsluttende passacaglias mægtige kulmination måtte jeg føje til, at Dausgaards fortolkning torsdag er den bedste liveopførelse af dette standardværk, jeg endnu har hørt på dansk jord. Ja, vel i det hele taget.
Dausgaard og hans musikere har ikke Wienernes enestående strygervarme. Det er der heller ingen, der kan forlange af dem. Men alt, hvad orkestret lavede, var i øvrigt brillant.
Dirigenten viste fremragende forståelse for værkets dynamik og dramaturgi. For det ekstreme spændingsfelt, Brahms her skaber mellem udtryk og form, og som gør hans sidste symfoni til en af musikhistoriens helt store, uopslidelige klassikere.
