Uden Paul Hillier var det nok ikke gået, i hvert fald ikke i så spektakulær målestok. Den britiske dirigent, der har slået sig ned i Danmark og blandt andet er kunstnerisk leder for Ars Nova, er ikke blot ekspert i renæssancens kormusik, men også i så forskellige minimalister som esteren Arvo Pärt og amerikaneren Steve Reich og var dermed den oplagte ankermand ved tre specialensemblers fejring af sidstnævnte i anledning af hans runde fødselsdag senere på året. Og det gik ikke stille af. Salen var fuld af entusiastiske tilhørere, herunder mange unge og mange professionelle fra alle dele af musiklivet. Reichs rytmisk inciterende musik samler vidt forskellige æstetiske holdninger. Det 'minimalistiske' skal i øvrigt tages med forbehold. Det er en bekvem etikette, der giver mange en idé om, hvad vi snakker om, men som flere åndsbeslægtede kolleger er Reich træt af de begrænsninger, den rummer. Nægtes kan det dog ikke, at principielt enkle mekanikker er en central pointe i musikken: overlappende lag af repeterende rytmiske mønstre. Statiske harmoniske flader skaber en roligt fremadskridende form (Hillier taler om et »optog«), der måske bedst kan sammenlignes med parisiske organumsatser fra omkring 1200! Reich er motoriker med fascination for sammenflettede rytmemønstre. Intet under, at han bl.a. har ladet sig inspirere af afrikansk trommemusik. I bevidst opposition til europæisk avantgarde var det fra begyndelsen vigtigt for Reich, at de musikalske processer - typisk forskydninger af fase og accent - var umiddelbart erkendelige, men som en ordentlig komponist kunne han ikke ignorere sin tekniks udviklingsmuligheder, og når tilstrækkelig meget enkelhed stables oven på hinanden, ja, så er musikken pludselig ikke enkel mere og altså ikke minimalistisk i egentlig forstand. Det var tydeligt i koncertens nyeste værk og skandinaviske førsteopførelse, 'You Are (Variations)' for seks sangere og stort ensemble. Her er strygere og blæsere spændt ud mellem energisk pulserende rytmefigurer i fire (!) klaverer og slagtøj og korets lange toner, der lægger et lag af flydende, ofte stærkt dissonerende klange hen over rytmegruppens mere statiske harmonik. Her foldes de enkle teknikker ganske storladent ud med fyldig indholdsrigdom og klangligt dybdeperspektiv, men dækkes delvis bag en hård elektrisk forstærkning, som det er svært at se pointen i med så stort et ensemble: Det udjævner klangforskellene og reducerer rumdybden og udglatter dermed instrumentationens stoflighed, og det er i længden (og langt er det) også så trættende for øret, at man efterhånden snarere trækker sig tilbage fra musikken frem for at gå ind i den. Mest fængslende kom Reichs rytmiske fantasi og frodighed for dagen i 'Sextet' for klaverer og slagtøj, hvor rigdommen på ideer og spændende kombinationer samarbejdede plastisk med formelle klangskift og frie overledninger. Det tog lidt tid at få pulsen strammet helt op, og en mere swingende artikulation havde nok klædt det langsomme afsnit, men opførelsen voksede til det meget intense. Mindre vellykket fremstod det mere kompakte, men i sin udvikling mindre differentierede 'Eight Lines', der også er fra firserne. Navnlig savnede jeg klarhed i de lange blæsermelodier, der på næsten Nørgårdsk vis udkrystalliseres af de underliggende mikrobevægelser.