Et spinkelt instrument som cembaloet har ikke let ved at gøre sig gældende i et stort rum som Holmens Kirke, og bedre bliver det ikke, når det skal hamle op med et strygerkorps. Derfor er det betænkeligt at opføre Bachs cembalokoncerter med flerdobbelte violiner, som Concerto Copenhagen gjorde lørdag og i øvrigt har gjort før i samme imposante omgivelser. Især i første sats af den store koncert i d-mol nåede kun frustrerende spredte fragmenter af solostemmen frem til min plads. Men når det er sagt, er der egentlig kun godt at rapportere. Gik meget af Lars Ulrik Mortensens fingerspil tabt, så satte han til gengæld markante fingeraftryk på orkestret. Ikke mindst netop i d-mol-koncerten, der blev et stærkt eksempel på, hvor lidenskabeligt selv koncerterende instrumentalmusik fra barokken kan opfattes. Skarpe, dynamiske fraseringer og accenter ladede første sats med tung, dramatisk patos - i udtalt kontrast til den lyse, kviksølvagtige lethed i D-dur-koncerten efter pausen. Og mens adagioens indledende strygermelodi var forpint skridende som en gang til Golgata, vendte den efter en fantastisk-fabulerende solo sukkende afkræftet tilbage som gravlæggelse: præcis de samme noder, men en helt anden musik, fordi den har en anden funktion. Engelske Emma Kirkby er ingen udpræget eksponent for denne nye retoriske subjektivitet i barokfortolkning: Hendes udtryk er diskret, og den uforvekslelige lyse, slanke sopran er let og klar som det reneste kildevand, men kølig er hun på ingen måde, og hun falder naturligt ind i Mortensens smidige og rummelige univers. Ud over stemmens umiddelbare ynde og en elegant teknik har hun sin styrke i de blødt faldende frasers sart modulerede musikalitet. Ekspressiviteten i en hændervridende syndsbevidst kirkekantate som 'Mein Herze schwimmt in Blut' dæmpes til blidt vemod, mens de dansante slutsatser både her og i den charmerende bryllupskantate 'Weichet nur betrübte Schatten' sprudlede af adræt ungdommelig munterhed. Men også den inderlige forårslængsel, der indleder bryllupskantaten, fik sit fine udtryk i samspil med de duftende strygere og Frank de Bruines smægtende ekspressive soloobo.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Analytiker: »Forholdet mellem USA og Danmark er forværret, og aftalen vil ikke nødvendigvis genoprette det«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø