Mindre ikke altid mere. I den skotske gruppe Belle & Sebastians tilfælde gælder det omvendte: Ved at bruge flere instrumenter og lufte et bredere udvalg af poprødder har de gjort deres udtryk mere fascinerende og lokkende. Det kunne opleves i et udsolgt Store Vega fredag aften. Nuets Belle & Sebastian har andre ambitioner, end sangeren og sangskriveren Stuart Murdoch havde i januar 1996, da han dannede bandet hjemme i Glasgow sammen med seks spillende og studerende venner. Tanken var at holde det med rockmusikken på et lavt plan. Både i forhold til tiden og lyden. Medlemmerne af orkestret læste videre, mens de indspillede flere album, man kunne skrue højt op for på kollegieværelserne uden at forstyrre naboerne. Ti år senere har også de gamle toner fået en anden og større lyd live. Forvandlingen var på vej på albummet 'Dear Catastrophe Waitress' fra 2003. På 'The Life Pursuit' fra i år er den ikke til at overhøre. Og eftersom den gør gruppens koncerter til en mere generøs og udadvendt oplevelse, er der ingen grund til at beklage, at Stuart Murdoch ikke bliver den nye Einstein. Han dumpede i fysik, fordi han helt i tråd med sine sangtekster havde mere travlt med at betragte en af holdets piger end lektorens formler. I stedet er han blevet leder af et begejstret spillende band, som fredag aften inviterede en indforstået dansk fanskare med hen ad popmindernes brede boulevard. De begavede tekster og de kække melodier er Belle & Sebastians egne. Men også i levende live refererede gruppen hele tiden charmerende åbenhjertigt til ældre højdepunkter i pop- og rockhistorien i et velfungerende sammenspil. De fleste mænd og kvinder i Belle & Sebastian kan spille på mere end et instrument. Sarah Martin vekslede i Vega mellem at spille violin, guitar, trommer, tværfløjte og percussion. Oveni hjalp hun så også lige Stuart Murdoch og den Buddy Holly-bebrillede, rytmisk skarpe leadguitarist Stevie Jackson med at synge vokalharmonierne, der er en væsentlig del af Belle & Sebastians udtryk på den rene, lækre og avancerede måde, der kendetegnede The Everly Brothers fra slutningen af 50'erne og Beach Boys og Byrds i begyndelsen af 60'erne. Selv om Stuart Murdoch ikke var født dengang, henter Belle & Sebastian en del af deres inspiration i musik fra 60'ernes midterste år. Ray Davies' sociologiske observationer i The Kinks' sange og The Small Faces' bluesrockguitar dukkede op i skotternes musik. Nostalgien var tydelig, ligesom den er det på 'The Life Pursuit'. Sædvanligvis er nostalgi et kedeligt ord at få hæftet på sig som band. Med Belle & Sebastian er det anderledes. Her passer lyden af fortidens forsvundne sødme på tekster med forlæste og fordrømte mennesker, der hele tiden kommer en lille smule galt af sted. Om Belle & Sebastian gjorde stop ved 60'ernes stilrene pop eller sprang frem til The Smiths' kloge og melankolske guitarpop fra 80'erne, så gjorde de det med glæde. Med en lyst kommunikeret ud til publikum af både Stuart Murdochs afvæbnende udstråling og det feststemte sammenspils trompetfanfarer. Sangene fra 'The Life Pursuit' fyldte meget, men også ældre numre som 'The Stars of Track and Field' og 'The Boy With the Arab Strap' fik plads, og næsten alle sangene blev spillet rytmisk inciterende takket være guitarernes synkroniserede, faste taktafslutninger. Belle & Sebastian var i godt humør. Det manglede også bare. Når nu de rejser omkring med musik, man bliver fløjtende glad af at høre på. GLAD MELANKOLI.