Kroppen er tæt og tung. Det tykke hår går ham til skuldrene, og fuldskægget er næsten lige så langt. Den 33-årige sanger, guitarist og sangskriver med kunstnernavnet Iron and Wine ligner en nybygger fra forrige århundrede.
Som en utilsigtet yderligere understregning af ånden og tyngden er hans rigtige navn noget så religiøst som Samuel. Samuel Beam.
Opvæksten i det bibelstærke South Carolina sætter dybe aftryk i hans tekster, hvor Kain og Abel, Kristus, Vorherre og ikke mindst Fanden selv personificerer denne her i virkeligheden ateistiske sangskrivers sprogligt spraglede fortællinger.
Fortolkningsåbne stemninger
Nogle gange lyder sangene, som om de fortæller om menneskets indre turbulens og magthaveres misbrug. Eller om kærlighed, blufærdighed, fortvivlelse og håb. Men sangskrivningen er for fortolkningsåben til, at man kan definere indholdet så præcist.
Man skal spidse ører som en vagtsom hund, hvis man skal følge med i Samuel Beams historier, når man hører hans nye album ’The Shepherd’s Dog’. Men både i den forbindelse og under hans og et syv personer stort orkesters koncert i Århus mandag aften er teksterne kun en lille del af helheden.
Iron and Wine spiller stemninger, og på en råkold mandag aften havde det gode rygte om det her bands generøse, psykedeliske folkrock spredt sig så meget i Århus og omegn, at alle 500 billetter til koncerten i Voxhall var solgt.
Fornemt samspil
I begyndelsen var Samuel Beam og hans violinspillende og korsyngende søster Sarah Beam alene på scenen gennem en traditionel, akustisk amerikansk folkesang. Men snart derefter tog bandet fat, og grænserne for musikkens indhold blev udfordret i et usædvanlig alsidigt og meget dygtigt sammenspil.
Sammen med musikerne fra grupper som blandt andet Calexico, Chicago Underground og Wilco henter Iron and Wine rytmer og meditative melodistrukturer fra Jamaica, Sydamerika og det vestlige Afrika ind i musikken.
Trommer, bas, harmonika, slideguitar, xylofon, tamburin, klaver, percussion og violin spillede jazz, folk, blues, dub og drømmende psykedelisk pop ind i musikken, hvor Samuel Beams hyppigt meget blide, lyse stemme viste sige at indeholde flere nuancer, end det nye album afslører.
Den kunne være et mere robust og manende instrument, når dét gav mening i helheden. Tempo og styrke varieredes i et sammenspil, man uden at overdrive kan kalde fornemt.
Næsten for kontrolleret
Det kræver koncentration at bruge så mange genremæssige indslag og så alligevel ikke ende i kaos.
Her og der i løbet af koncerten var sammenspillet næsten for kontrolleret. Det var smukt, at man kunne høre samtlige detaljer i den malende musik. Men samtidig fornemmede man den lille anspændthed, der let opstår, når man gør sig virkelig, virkelig stor umage, men ikke kan give nok slip til at blive væk i det, man er i gang med.
Omvendt opstod der ind imellem mageløse øjeblikke, hvor følelserne var helt med i denne her musik farvet af den halve verden.
Fantastisk og stærk
Ikke konkrete følelser, man kan beskrive i en enkelt sætning. Mere den slags syner og farver, musik får, når den pludselig i et øjeblik virker så fantastisk og stærk, at man nærmest kan røre ved det ikke bare med fødderne, men også med hjernen.
Og så er det, at man bliver taknemmelig. Over at der findes sådan en fuldskægshippie som Iron and Wine og hans band, der spiller sig frem til musik, man ikke finder præcis magen til andre steder.
fortsæt med at læse
