Midtvejs i den ganske korte og desværre kun lunkne koncert med The Cardigans måtte sangerinde Nina Persson have sig endnu en tår vand. Hun bøjede sig ned mod flasken på scenens kant for straks at rette sig op og derpå sætte sig på hug for at samle vandet op. »Jeg har lidt besvær med ryggen«, forklarede hun koket i mikrofonen, selv om sandheden nu nok snarere var, at det stramme korset på den spinkle sangerindes overkrop ikke tillod alt for store bevægelser. For korsettet strammede helt tydeligt. Måske så meget, at den romantik, passion og poesi og det vid, der - på album - findes inde i Cardigans begavede, krystalklare, elegante og køligt visionære popmusik, for det meste blev derinde. I hvert fald åbnede svenskerne deres europaturne med en omgang musikalsk skånekost, der nøjedes med at give appetit på meget mere af det, som virkelig pirrer smagsløgene. Da bandet, anført af den fænomenale sangskriver, guitarist og gentleman Peter Svensson på smuk og klangmæssigt varieret guitar, efter en viljeløs start havde fået spillet sig lidt tættere på hinanden og de grandiose popsange, kom et par pletskud. Det lange seje træk fra bassist Magnus Svenningsson i 'The Good Horse' gyngede, 'For What it's Worth' forvandlede Skåne til den amerikanske prærie og Vega til en countryjoint i kogende begejstring over Nina Perssons mundharmonika; og sammenkædningen af 'And Then You Kissed Me', der på to plader findes i del 1 og 2, fungerede fint med sit temposkift og dybe groove under ordene om den sande kærligheds indbyggede tortur. Da brændte Persson og passionen endelig igennem: »Of all the angels, you're the most devine«, henåndende sangfuglen med et næb så sødmefyldt, som havde hun netop kysset Emmylou Harris. Og delt fornemmelsen og smagen med os alle. Da skulle der bare en funklende fin version af 'Erase/Rewind' til for at minde os om, at Cardigans kunne være blevet et stilsikkert popband med endnu større muligheder en ABBA, hvis man ellers var blevet i sporet af ekstremt iørefaldende hits som 'Lovefool', der (desværre) for længst er slettet af repertoiret. Dét talte heldigvis den fremragende 'I Need Some Fine Wine and You Need to be Nice', inden mangelen på gnist og temperament igen lagde sig over den ellers lydhøre og optimalt stemte sal som et blødt slumretæppe ved bredden af en sø i den dybeste skov i Skåne. Alarmen lød først, da 'My Favourite Game' rulle af sted som tredje ekstranummer. I fin lyd, men desværre også så lavt og ligegyldigt, at der var en sørgelig sandhed i omkvædets konstatering: »I'm losing my favourite game«. Da var de store følelser og det, der skulle have givet os mod til endnu nogle pinefulde forfrysninger i denne evige vinter, nemlig forduftet ud i den på alle måder alt for kolde og afmålte aften. Den var alt for rolig på den danske måde og alt for lidt rolig på den svenske måde, hvor betydningen er mere i retning af det morsomme og løsslupne.