Koncertprogrammet var på mindre end de sædvanlige to gange tre kvarter, så der var tid til det. Og derfor gjorde hun det, den svenske sopran Nina Stemme.
Da hun med fokuseret mørk kerneklang havde sunget sig gennem Richard Strauss’ ’Vier letzte Lieder’ til akkompagnement af den tyske dirigent Christoph Poppen og DR SymfoniOrkestret, vendte hun sig om – og gentog den tredje af sangene med ansigtet vendt mod den del af publikum, der sad på de billige pladser bag orkestret.



























