John Hiatt rager op over de fleste og bestemt ikke kun i centimeter. Siden han debuterede i 1974, har han fået udgivet 17 studiealbum med sange, hvor fortællingerne næsten altid er ualmindelig gode.
På nogle af udgivelserne har historierne været pakket for konformt ind musikalsk. Rock og rul lige ud ad landevejen klæder ikke hans sangskrivning og tone nær så godt som personlige udlægninger af Sydstaternes blues, rhythm’n’blues, soul, gospel og country gør.
Sydstatsblues på Amager
Og når han optræder solo, som han gjorde i Amager Bio onsdag aften, er det netop hans helt egen videreførelse af Sydstaternes traditioner, man får lov til at opleve.
I København fortolkede han oven i købet mange af sine allerbedste sange. Eksempelvis ’Perfectly Good Guitar’, ’Drive South’, ’Feels Like Rain’, ’Have a Little Faith’, ’Thing Called Love’, ’Slow Turning’ og andre numre fra årene 1987 – 1990, hvor han var mest kendt.
Jævnaldrende med sig selv
Siden er der ikke kommet så mange nye John Hiatt-lyttere til. I hvert fald ikke her på egnen. Publikum tilhørte nogenlunde samme generation som 55-årige Hiatt, der hverken lagde skjul på alderen eller erfaringerne under sin optræden. Han spillede på guitarerne, mundharpen og klaveret i øjenhøjde med sit publikum, mens han sang med en stemme, der ikke har mistet den mindste smule højde eller temperament.
Mens det magre gummiansigt blev lagt i anskueliggørende grimasser, lod han instrumenter og stemme give sangene twist og betoninger, der understregede hans styrke som fortæller.
Elskelig americana
Hans sange er en god menneskekender og iagttagers ofte detaljepræcise fortællinger om mennesker, der fejler, taber ansigt og sørger, men også elsker og er elskværdige. Kærlighed og ydmyghed til mennesker, liv og musik er de spirituelle kræfter i John Hiatts rodfæstede americana.
Det er store ting at arbejde med, men man kan mærke dem, når de kommer fra hans mund. Selv et tyndslidt ord som »love« kan han få et mantra ud af ved at gentage det, vride det og råbe det så groft, at han nærmest sparker til det i desperation på en måde, en blueslegende som Muddy Waters ville have elsket.
