Det er blevet tradition, at EU's ungdomsorkester runder Tivolis Koncertsal på deres internationale sommerturné. Men lejlighedsorkestret, der lader unge konservatoriestuderende fra mange lande mødes, plejer at klare sig bedre. Ja de plejer at gøre det rigtig godt. Dog ikke denne gang, hvor aftenen var sat af til at fejre september måneds store sovjetrussiske 100-årsfødselar, Sjostakovitj. De cirka 100 unge symfonikere måtte klare sig trods afbud fra stjernedirigenten Vladimir Ashkenazy. Og selv om den unge raket Andreij Boreijko sprang til med både ildhu og - frem for alt - omhu, blev oplevelsen ikke stor. Slet ikke i Sjostakovitjs magnum-rædselssymfoni, den gigantiske nummer 4, skrevet i midten af 1930'erne, men gemt væk, da Stalin begyndte at true komponisten til at udtrykke sig mindre oprørsk, og først uropført i 1960'erne. Boreijko er en særdeles udmærket dirigent, hvad vi før har erfaret, når han har styret Radiosymfoniorkestret. Men ingen musiker er bedre end sit instrument, og russeren måtte bruge for mange kræfter på at kalibrere orkestret. Alligevel gik en del galt. Blandt gode enkeltpræstationer i et værk med mange solistiske momenter tabtes energi og flyvehøjde, og Mahler-effekterne - de store ud- og sammenbrud, det spøgelsesagtige, det groteske - kom til at stå mindre stærkt. Bedre med Sjostakovitjs anden violinkoncert, der i unge hollandske Janine Jansen havde en virkelig farverigt dramatisk solist, som helt og fuldt gav sig hen til udtrykket uden at ridse sin lakeret smukke klang. Intet under, at hun for længst er signet af så stort et plademærke som Decca, denne fremragende solist.