Den 27-årige amerikanske pianist Robert Glasper er sig sin brug af virkemidler overordentlig bevidst. Han indleder gerne sine numre med et lille motiv, fremført ganske lidenskabsløst, der undertiden ligefrem bider sig selv i halen og gentages i en lang strømmende bevægelse i forventning om, at ét eller andet på ét eller andet tidspunkt vil åbenbare sig. Ventetiden kunne onsdag aften føles lang. Og sådan kunne det også føles, når Glasper i en lignende proces som afslutning på et nummer lod det langsomt ebbe ud. Det er musik, der ikke opfordrer til, at man trænger ind til kernen af den, men som snarere har til hensigt at føre én ind i en meditativ stemning, som man kan lade sig bære af sted med. På denne måde er det også musik, der - afhængig af tilhørerens temperament - svæver mellem det fascinerende og det kedsommelige. Jeg oplevede begge dele. For pludselig kunne det rykke til i den, så at man - åndelig talt - var oppe på tæerne. Så gav det mening, at Glasper kunne bringe et Chick Corea-citat ind i sit eget spil. Og det hjalp, at han ved siden af bassisten Vicente Archer havde en så fremragende trommeslager som Damion Reid til at yde sig den rette modstand. I et af koncertens indslag var det Reid, der med sit spændstige, tørt klingende og bestandigt varierede spil gradvist overtog styringen og på denne intensiverede trioens samlede musikalske udtryk. Også det, tror jeg, var en helt tilsigtet disposition fra Glaspers side. Hvad jeg, efterhånden som koncerten skred frem, mere og mere længtes efter, var at høre en række klart definerede toner, der udviklede sig til en egentlig melodilinje. Og vi var ganske nær ved det i ekstranummeret, 'Three For Her', et valsetema, hvor vi også for første gang hørte Glaspers spil udfolde sig med en frodighed og kraft, som han indtil da havde holdt skjult for os. Glasper præsenterede numret som en af sine tidligste kompositioner. Med tanke på, hvor Glasper står i dag med sin musik, kunne man godt nære frygt for, hvordan den vil forme sig i fremtiden.