Meningerne var delte om Sergio Mendes' seneste album, 'Timeless', udsendt i år i 40-året for brasilianerens verdensgennembrud med 'Mais que nada'. Solgte Mendes ud i forhold til en mere mundret og nutidig tone? Traditionalisterne mente forventeligt nok ja, deres nevøer mente nej. Selv forbliver jeg en svoren fan af cd'en, der i perfekt balance mixede Mendes' tilbagelænede carioca-bossa med nutid hiphop, og som begavet kom med nye friske bud på, hvordan traditionen kan videreføres. Som koncerten i Tivolis Koncertsal lørdag demonstrerede, har samarbejdet med The Black Eyed Peas, Q-Tip m.fl. ikke sat så afgørende spor i Mendes' musikalske univers, som man kunne have håbet. Mere eller mindre alt var, som det plejer, dvs. knap så rapfodet som på cd'en og knap så dristigt i forhold til at søge modstanden i sangene og polerne i fortolkningen, selv om bandet har allieret sig med en percussionist, der kan rappe - uden dog at gøre Will.I.Am rangen stridig. Koncerten, der bestod af ét sæt, blev afviklet i partystemning i en fyldt sal, der i drivende fugtighed mageligt kunne hamle op med Rio de Janeiro, og over for et publikum, der havde tørstet efter bossaens elegance og sambaens ublufærdige sensualisme. Mendes leverede varen, og alle som én lettede vi rumpetten fra sæderne for at gynge med på 'Surfboard', 'E Menina' og den aldeles uopslidelige 'Mas que nada', men spørgsmålet er, om Mendes er i færd med at afmontere det nylige inspirerende samarbejde, der lokkede med at lede ham ud af en kreativ ørkenvandring, der har varet i en halv snes år?