Violinisten havde en slank,smuk og sikker tone. Pianisten var omtrent lige så sikker og bemærkelsesværdigt fokuseret. Gid man bare kunne sige det samme om Tivolis Symfoniorkester. Med to gæstestuderende fra New Yorks berømte Juilliard School of Music og to af repertoirets absolut mest overlevelsesdygtige og elskede solokoncerter på programmet var der lagt op til en aften med fuldt udfoldede topromantiske følelser. Men man gik hjem med blandede i stedet. Sibelius' indledende 'Finlandia' varslede ilde med dårlig balance og smal strygerklang over for solidt, men ikke videre præcist messing. Som solist i Sibelius' violinkoncert var høje, smukke Tai Murray sikker selv i de vanskeligste tostemmige passager, men foredraget forblev drømmende og vegeterende. Ikke for alvor intenst og nærværende, som denne stormfulde violinhistorie ellers kalder på det. Hverken solist eller orkester tog rigtig fat. Jo, orkestret kunne skrue op for volumen, men det er ikke ensbetydende med, at spændingen holdes på de indre linjer. Det havde været forløsende, hvis dirigenten havde strammet sit greb. I stedet blev linjeføringen hurtigt slap og sjasket, og den langsomme midtersats mistede sin funktion som kontrast. Rakhmaninovs fuldblodspianistiske 2. Klaverkoncert var den tilsvarende store udfordring, unge Alicia Martinez fra Venezuela havde sat sig, og her kom der bedre form på sagerne og mere liv i orkestret. Men selv om man måtte beundre den unge solists stærke fokus ved tangenterne - et fokus, som et par fejlslag ikke kunne ødelægge indtrykket af - så har hendes klaverklang en tendens til at størkne under pres. Rigtig varieret er den endnu ikke, selv om pianisten har kræfterne til at farve den. Som sin violinkollega er også unge Martinez særdeles lovende. Andet kan man bestemt ikke sige. Begge var spændende at møde, men jeg havde været en gladere anmelder, hvis orkestret også havde løftet sig over det momentvis gode.