Det bedste ved sæsonens næstsidste torsdagskoncert var den lille 'Natkoncert', da de fleste var gået hjem. Dermed er også sagt, at det bedste var aftenens svenske solist. I orkesterprogrammet spillede han Carl Nielsens klarinetkoncert så smukt og spændende, som jeg nogensinde har hørt det: virtuost, lækkert og fantasifuldt inspireret. Kontrasterne mellem blide kærtegn og koleriske udbrud var dramatiske, vittige og frodigt fortællende; og nok lå der cirkulært åndedræt bag de lange, syngende linjer, men deres udtryksfulde bæreevne var mere et spørgsmål om vidsyn og subtilt moduleret tone og puls. En særlig fryd var den elegant naturlige måde klarinettens replikker sejlede ud og ind af orkestrets impulser. I den sene og svært underholdende soloafdeling var 'Abîme des oiseaux' fra Olivier Messiaens 'Kvartet til tidens ende' det mest 'klassiske' indslag. Dets vekslen mellem rolig melodisk meditation og lystig kvidren gentog sig i Anders Hillborgs 'Peacock Tales', hvis melodifølelse mindede ikke så lidt om Messiaens, men Hillborgs ærinde er mere spøgefuldt og sprænger koncertformen: Ikke blot spiller klarinetten virtuost op mod et stilistisk broget, men overvejende instrumentalt klingende lydspor fra højttalere; solisten danser også. Og Fröst er en fremragende danser! En af de mest slående effekter i det vittigt elegante stykke var, når hurtige registerskift gav indtryk af 2-3-stemmigt spil.Som det korte indledende 'Peacock Moment' var stykket et ekstrakt af en splinterny klarinetkoncert. Det samme gjaldt finnen Kalevi Ahos mere abstrakte og alvorlige men ikke mindre fængslende 'Cadenza', mens unge Fredrik Högbergs 'Invisible Duet »A celestial journey of the spirit«' med talte kommentarer, rituel ud- og indpakning af klarinetten og underfundig leg med klange og manerer fra computerspil var et helt lille teaterstykke. I deres jongleren med popudtryk og andre 'billeder' fra den moderne hverdag er både Högberg og Hillborg eksponenter for en trend i svensk musik. Martin Fröst skal angiveligt indspille Carl Nielsen, men hvem der skal dirigere, melder historien ikke noget om. Forhåbentlig ikke Ilan Volkov. Den meget unge israeler er en teknisk dygtighed, der holdt godt sammen på såvel dette værk som Per Nørgårds smukke, næsten 40 år gamle 'Luna' med dets flydende klange, men meget mere har han ikke at byde på. Det blev især tydeligt i Béla Bartóks 'Koncert for orkester'. Det er virtuos musik, og Volkovs udtalte forkærlighed for hurtige tempi (både her og hos Nielsen) gjorde ikke udfordringen mindre: Værsgo at imponeres! Jovist var det flot klaret, men bedøvende uinteressant i sin kolde, strømlinjede effektivitet. Her var ingen deklamation, ingen klanglig omsorg, ingen generøsitet i foredraget. Kort sagt: Ikke noget at komme efter.