Efter en hel lille serie af koncerter med pianister som solister gik musikerne fra Det Kgl. Biblioteks Diamantensemble tirsdag alene på scenen og spillede et rent og afdæmpet wienerklassikprogram. Selvfølgelig med musik af årets mest fejrede fødselsdagsbarn, Mozart. Gode gamle Wolfgang Amadeus har ikke selv arrangeret sin strygekvintet i c-mol for obo og strygere. Det har andre fundet på. Mozart skrev musikken som en serenade for blæsere og transkriberede den siden for en endnu mere homogen besætning af fem strygere. Især på den baggrund kan man nok mene, værket taber for meget i klanglig balance ved udskiftningen af førsteviolinen med den markant anderledesfarvede obo. På den anden side må man tage hatten af for oboisten Max Artveds musikerskab, som han luftede det i, hvad der uvægerligt kommer til at fremstå som en solistisk rolle. Også hatten af for Max' evne til at tale til publikum uden instrument mellem læberne. Han kan kunsten at aflevere en værkintroduktion, så man hygger sig uden at føle sig overlæsset med information. Eller endnu værre, misinformation. Mozarts kvintet var fin. Men det var ensemblets omhyggelige udgave af Beethovens septet for tre blæsere og fire strygere, der tog stikket hjem. Slankt og let fortolket med Jon Gjesmes violin som sødmefuld førsteelsker i, hvad der med hensyn til den relative lethed i stilen og karakteren af de seks satser ret beset også er en serenade. Dejligt blæst og fint strøget og heldigvis optaget til senere udsendelse i Danmarks Radio, meddelte koncertprogrammet. Forhåbentlig snart. For eksempel inden Diamantensemblet 2. maj spiller sæsonens sidste koncert. Til den tid i selskab med Den Unge Danske Strygekvartet og vinderen af årets Øresunds Solist-konkurrence for unge blæsere. Hvem det bliver, står endnu hen i det uvisse. Konkurrencens finale finder nemlig sted ved en gratis eftermiddagskoncert 25. marts i Diamantens Dronningesal.