Kammermusik handler om dialog. Om at tale. Om at lytte. Om at udvikle idéer sammen. Sjældent oplever man en musiker, der i så ringe grad som Olli Mustonen formår at spille med på dette vilkår. Overspændt og med den ene hånd dirigerende ud i luften, så snart han havde den fri, kommunikerede han durk forbi Diamantensemblets musikere i en Beethovenkvintet, der da også mislykkedes spektakulært. Uagtet de fire blæseres omhyggelige arbejde med linjetegning var det svært for dem at følge pianistens overspændte, ofte uberegnelige fraseringer. Han er helt enkelt vanskelig at tale med, denne pianist. Nogle toner blev hamret frem. Andre - mange andre - var knap nok hørbare. Kun yderst sjældent kunne man nyde et afspændt anslag. Mustonen, der i en del år ikke har spillet i Danmark, begyndte som vidunderbarn i 1970'erne, hvor han blev kaldt Finlands Mozart. Men en god start kan ødelægge meget. I hvert fald var det heller ikke som komponist, den i dag 38-årige finne gjorde sig heldigt bemærket. Hans 'Toccata' for klaver og strygekvintet, hvor Sibeliusagtige strygere blev elektrificeret af Mustonens bud på minimalisme tilsat heftigt fuldfed barokinspiration i skiftende, skæve taktarter, var ikke en rar oplevelse. Kontrabassisten Katrine Øigaard kunne med sine fine, opmærksomme strøg lyse op, og Sjostakovitj' klaverkvintet havde det godt med strygernes forfrosne vemod. Men igen resulterede Mustonens labilitet i dårlig balance, og de strejf af både Schubert og Mahler, som lukker værket, fik et underligt vammelt skær. Ikke en optræden, der på nogen måde virkede som en anbefaling af Mustonens klaveraften i Københavns nye musiksted Mogens Dahl 18. marts, hvor han vil spille Bach og Sjostakovitj. Men o.k., dén koncert er en soloaften, så der skal den excentriske finne ikke finde sig til rette med andre end sig selv.