Øjeblikkets konger. Fyrst af Forkanten. I Storbritannien er presse og publikum på konstant udkik. Overalt hvor fire unge gutter finder sammen om et trommesæt, en bas, en guitar og en frisk frisure, er man sig det akut bevidst. Alfa og omega siden Beatles, Stones og Kinks. Uden seriøse tronprætendenter geråder den britiske popnation ud i kollektiv depression. I K.B. Hallen er purunge Arctic Monkeys fra Sheffield helt på det rene med, hvad der kræves. Opvarmningsbandet har skabt sig en base af glødende fans på nettet endnu inden de har udsendt deres debut-cd. Sådan skal dén skæres i 2005. Glubsk appetit og ikke så lidt talent står ud af hver eneste pore. Arctic Monkeys står i kø. Bandet, de håber at ånde i nakken, er skotske Franz Ferdinand. Glasgow-kvartetten, der de sidste to år har fået den britiske musikpresse til at drage det største lettelsens suk siden Oasis' og Blurs' velmagtsdage i 90'erne. Efter deres suveræne debut i 2004 har Franz Ferdinand i år udsendt 'You Could Have It So Much Better'. Grundlæggende mere af samme skuffe. Knap så umiddelbar i appellen, men en udvidelse af udtrykket. Den kloge 2'er. Det er nok de 'gamle' numre som 'Take Me Out', 'Come On Home' og 'The Dark Of The Matinee', der trækker det største læs, men på scenen smelter numrene fra de to udgivelser ubesværet sammen. Negativt bedømt, fordi numrene i så høj grad er skåret over samme læst. Positivt, fordi Franz Ferdinand med Alex Kapranos som frontfigur demonstrerer, hvad der skal til for at være øjeblikkets unge kanoner på den britiske scene. Kapranos står på trommesættet. Knikser 80'er-cool i knæene. Det tæt spillende band sørger for, at det ene uimodståelige omkvæd rammer det andet i nakken. Publikumshavet svupper af lykke. Det er en aften, der er stor, fordi den så totalt lever i øjeblikket. Britpoppens Oasis og Blur stod på ryggen af Beatles, Stones og Kinks. Franz Ferdinand står på ryggen af Oasis og Blur og britisk new wave. Ti år efter Oasis finder Franz Ferdinand forbilleder, der er ti og tyve år yngre end dem, britpoppen hyldede. Det giver god mening. Køkkenmøddingen ånder. Guitarrocken bjæffer igen som førerhund. Franz Ferdinand. Engang ærkehertug af Østrig-Ungarn. Nu skotsk Fyrste af Forkanten. Helt sikkert sidste år. Nok også i år. I det mindste for en aften. I morgen aften er det måske Arctic Monkeys.