Garneret med to hyperaktive medsøstre med bart maveskind fører Anna David sig frem som stjerne for en sæson. Det er hende med 'Kys mig' og 'Fuck dig' og »Når musikken den spiller/ gør mig højere end piller«. Nu, hvor MTV er blevet sat i skammekrogen af MGP, præsterer hun den helt afgørende kunst at kunne smile, sno sig og synge på én gang. Musikken, hun synger til, er en båndoptagelse. Sådan var det også, da en anden stjerne for en aften, en ung mand ved navn Alex med frodigt garn og blød stemme, stod på scenen før Anna David og varmede op med mikrofon og nogle springfyre fra hiphopkulturens aftenskole. Pigekonferencieren sørger for, at rollerne er på plads. Anna David er »smukke tøs«. Camille Jones er den »sprøde godte«. At musikken under det meste af opvarmningen ikke leveres af levende musikere, spiller tilsyneladende ikke en trille. Det der med at optræde med en mikrofon og en ghettoblaster er jo noget, man har lært, da man gik i børnehave. En institution, ikke så få af de tilstedeværende stadig må have befundet sig i, dengang hiphop i 1996 takket være Fugees og deres 'The Score' erobrede hitlisterne og solgte 17 (!) millioner eksemplarer. Hiphop fusioneret med sorte popklassikere og den varme, solidariske fællesskabsfølelse fra den caribiske reggae. Det var den musikalske treenighed bag triumviratet Wyclef Jean, Lauryn Hill og Prakazrel 'Pras'. Gruppen gik dog snart i opløsning. På sin fantastiske soloplade 'The Miseducation of Lauryn Hill' sang Lauryn Hill i 1998 svidende »it's funny how money changes situations«. Men også Hills solokarriere gik i stå. Så nu er Fugees sammen igen. Et nyt album kommer i det nye år. Men foreløbig gælder det om at ... ja, hvad gælder det egentlig om? Tilsyneladende gælder det om at bevise noget. Nemlig at Fugees stadig er skarpe knive i skuffen, når det gælder om at rappe, i en tid, hvor den hårdkogte gangsta-rap er løbet med guldet, og de mere komplekse musikalske og menneskelige værdier, Fugees stod for, nærmest er blevet kemisk udrenset fra hiphoppens mainstream. Så der bliver rappet af fuld hals. Og dét i en grad, så et sammensat publikums forskellige forventninger kommer til at stå tydeligt frem. De hiphopbegejstrede, som gynger med på beatet og det amerikanske råbekor uden at ænse den ualmindeligt hæslige lyd i Forum, har det skønt i deres egen røg og damp. De, som havde håbet på a cappella, varme vibrationer og hippop, begynder at sive. Rap og bas bjæffer og buldrer om kap. Som Søster Skrap bliver Lauryn Hill konstant overtrumfet og overdøvet af Wyclef Jean, hvis indslag som spradebasse virker absurde. Pludselig spiller han følsom guitar med instrumentet på nakken. Det har intet med noget som helst at gøre. Snart savner man næsten Anna Davids spilledåse, når bandet bag Fugees sejler deres egen sø bag solisterne. Mon trommeslageren virkelig pisker med to strikkepinde i en tom konservesdåse? Lyden i Forum er altid svær og i aften åbenbart negligeret af en lydmand, der må være døv, doven, døende eller død. Men synd og ærgerligt for dem, der valgte at gå. For efter mere end en times opvisning i energisk tomgang og overstyret lyd, der gør rap til radbrækning, mener Fugees åbenbart, at hiphoptroværdigheden er blevet genetableret. Og så kommer de gode sager i en lang anden halvleg. Entertaineren Wyclef, den glødende sangerinde Lauryn Hill og rapperen Pras. De giver sig lov til at folde sig ud og spille rollerne, der gør dem til noget særligt. 'Ready or Not' spørger den, der skal finde de andre, når man leger skjul. Publikum er i dén grad parat til at blive fundet, så da først Fugees putter alle mand i dåsen, bliver koncerten til en leg og en fest. Med Lauryn Hills 'Ex-Factor' og ridende på ryggen af Bob Marleys ånd finder Fugees og hele publikum til sidst hinanden. Hvad man ikke finder, er svaret på, hvordan det genopstandne Fugees igen vil kunne finde en inspirerende balance mellem det sjælfulde, det svuppende seje og de spirituelle og sociale spørgsmålstegn. Under koncerten er man ofte i tvivl om, hvorvidt der er tale om en gruppe eller om et postuleret lappeskrædderi for uforenelige temperamenter. Så hvad vil 'The Score' være i 2006?