Tretten værker, skabt af elleve komponister, og otte værker, som Pernille Bévort og Maibritt Kramer havde delt imellem sig, var det musikalske udbytte ved fredagens og lørdagens koncerter i Copenhagen JazzHouse, som komponistsammenslutningen ToneArt havde inviteret til. Den første med foreningens eget ensemble, den anden med Copenhagen Art Ensemble, men i begge tilfælde med det erklærede formål at sætte fokus på eksperimenterende og afsøgende musik - fortrinsvis for større ensembler og med vægt på det kompositoriske element. Og der blev afsøgt på mange forskellige måder. Simon Spang-Hanssen og Erling Kroner benyttede sig begge i deres stykker af en udspændt bluesform, Hugh Steinmetz bevægede sig i sin 'Modus Vivendi' mellem sjovt skrevne passager af 'gammeldags' swingmusik og korte sekvenser af fri jazz, Emil Hess' 'Dance' var en tango, og Jan Kaspersen viste med god effekt, hvordan en enkelt tone lod sig anvende som et helt motiv. Men så var der en række stykker, der fulgte en trend, som er ved at gribe mere og mere om sig. Nemlig at konstruere melodiske linjer, der skifter taktart i en mere eller mindre uigennemskuelig orden. For musikerne kan det, med noderne foran sig, sandsynligvis være interessant at sætte disse puslespil sammen. Men som lytter er det svært at trænge ind i musikkens puls og identificere sig med den. Hvad der i hvert fald for mig er helt afgørende for oplevelsen af musikken. Bedst gik det for så vidt i Torben Westergaards 'Rio Nighting, Rio Exiting', fordi selve den melodiske struktur stod så stærk. De solistiske indslag hævede sig fredag aften kun undtagelsesvist over det jævne, men et stykke af Emil Hess, hvor lange enkelttoner i delvis overlapning blev kombineret med en overordentlig mobil understemme af tubaen, efterlod et fint indtryk. Det samme gjorde hans og i endnu højere grad Pernille Bévorts evne til at udnytte ensemblets klanglige ressourcer.