Udenfor silede regnen ned over et gigantisk batteri af tomme flasker og dåser fra en åbenbart lang opvarmning. Indenfor sejlede fadøllet sejrrigt rundt overalt, så det var forbundet med fare for liv og lemmer at bevæge sig rundt på det glatte gulv i Valby Hallen, der stank af bræk som bornholmerbåden under en ond overfart allerede inden showtime. Hold da helt kæft en fest, vi skulle have her. På papiret kunne det blive alle tiders forsmag på julefrokosterne. Fredag, fadbamser i fri dressur og hele to arketypiske, proletarrockbands på plakaten: de britiske giganter i Valby og bagefter de københavnske opkomlinge, Magtens Korridorer, i midnatstimen inde i Pumpehuset. Sjældent, i hvert fald uden for fodboldarenaer, har man set så mange ungersvende så effektivt lakket til som i Valby, så stemningen var sådan set i top længe før kick off . Gutterne i fodboldtrøjer, T-shirts med Oasis eller bare det britiske flag var så klar, men måtte vente og vente i den sjælsforladte lobby med priser på kildevand - 25 kroner - der forklarede ølforbruget. Da en rumlen så heftig, som havde alle dem indenfor på en gang bestemt sig for, at al aftenens øl skulle op igen - nu! - bekendtgjorde, at nu skete der endelig noget, fes festen imidlertid hastigt af igen. I en lydkulisse af murrende og intetsigende støj kunne et band, der ellers tilsyneladende spiller hæderligt og stramt, men tilsyneladende ikke rigtigt ved hvorfor, eller om de egentlig gider mere, virkede Oasis som doven fadøl uden antydning af brus. Selv om - øhm - ambassadørerne fra Manchester med dette års album 'Don't Believe The Truth' har begået deres mindst ringe værk i årevis, springer der ingen gnister på scenen mellem brødrene Liam (vokal) og Noel (guitar og vokal) Gallagher samt deres indforskrevne musikanter. De fine koncerter med samme band på Roskilde Festivalen og i KB Hallen tilbage i halvfemsernes midte blev erstattet af en klæg, ensartet rock med Liam Gallaghers konstant kværnende og håbløst unuancerede vokal som midtpunkt. Men siden storhedstiden er der selvfølgelig også kommet en hel del ligegyldige sange til i repertoiret, hvis højdepunkt og eneste berettigelse da også stadig er de to fine, første album med Oasis. F ørst da bandet trak dem op med en intens 'Champagne Supernova' som højdepunkt, skete der noget. Men 'Wonderwall' blev jappet af og 'Rock'n'Roll Star' trukket ud i det ligegyldige, hvilket formentlig siger en del om Gallagher-brødrenes selvforståelse. Derfor blev koncerten en skuffelse med sin totale mangel på dynamik, selv om flertallet af drengene i Valby var godt tilfreds, så længe der var øl nok og et eller andet genkendeligt at skråle med på inde i larmen. Var den oprindelige plan med en koncert i Vega blevet fastholdt, kunne oplevelsen måske være blevet anderledes intens, men pengene vandt som sædvanligt, og vi måtte tage til takke med træt støjrock i en kulisse, der ganske enkelt er uværdig til koncerter.