Der er en ganskesærlig stemning i Det Kgl. Danske Haveselskabs Have på sådan en lun, tidlig sommeraften, mens solen endnu står højt på himlen, og hvor folk har gjort sig det triveligt på den store græsplæne foran musikscenen. Man kan tage musikken til sig, men man kan også bare lade tankerne flyve, hvis den ikke rigtigt vil tage greb om én. Og begge dele var der anledning til, da Marilyn Mazur stillede op med sit efterhånden tæt sammentømrede hold, sangerinden Aina Kemanis, saxofonisten Hans Ulrik, pianisten Elvira Plenar, guitaristen Krister Jonsson (fast vikar for Eivind Aarset), bassisten Klavs Hovman og trommeslageren Audun Kleive. For Marilyn Mazur flytter sig vidt omkring i den musikalske verden, hun har skabt omkring sig, og det er måske ikke alle steder, man føler sig lige velkommen. Det begyndte løfterigt med et nykomponeret nummer, 'Chrystal Eyes', med sang af Kemanis, hvis stemme klinger smukt og udtryksfuldt, når hun som her har en tekst at fortolke. Den fungerer ligeledes fint inden for ensemblet, hvorimod jeg har sværere ved at forlige mig med den, når den fremstår isoleret. Senere fulgte bl.a. 'Malibalo', en lille genistreg i sine rytmiske underdelinger med Mazur på det afrikanske instrument kalimba. Første afdelings stærkeste indslag var imidlertid Mazurs 'Søspejlet'. Stort set ikke meget andet end en vandring fra akkord til akkord, men overordentlig stemningsfuld i sin kombination af ophøjet ro og uimodståelig fremdrift. Numret skulle også vise sig at være hele koncertens højdepunkt. For efter pausen nåede musikken end ikke i nærheden af dette niveau. Og hvad jeg helt havde kunnet undvære, var et nummer, der kun kunne betegnes som et støjhelvede. Oprigtigt sagt forstod jeg ikke, hvad meningen med det var. Aflyttet indendørs ville det have været direkte skadeligt for hørelsen.