Nogle gange passer det hele bare sammen. Det går op i en højere enhed, så at sige. Bliver i en vis forstand guddommeligt - hvis vi ved guddommelighed forstår noget, der er uendeligt meget større end de respektive mennesker, der frembringer det. Apoteose hedder det med et smukt ord, der med rette kan bruges om det, de 1.500 tilhørere var vidne til i Operahuset mandag aften, hvor det ukategoriserbare ensemble The New Jungle Orchestra dels fejrede sit 25-års jubilæum med den amerikanske jazzlegende Yusef Lateef som gæstestjerne, dels fejede enhver fims af finkulturelt operasnobberi væk fra det bonede scenegulv i Henning Larsens kontroversielle bygningsværk. Inden gæsterne gik ind og satte sig i stolene i den smukke operasal, lignede det lidt for meget et kulturradikalt get together, hvor det københavnske kulturkleresi havde sat hinanden i stævne for at få oplevet operabygningen indefra - uden at være nødt til at høre opera. Men så såre musikerne indtog scenen en efter en og begyndte at spille jungleorkesterets i bogstaveligste forstand grænseløse verdensmusik, skiftede stemningen til intens medleven. Og da koncerten næsten tre timer senere var forbi, dalrede folk ud i den københavnske sommeraften med en unik kosmopolitisk musikoplevelse i bagagen. Det begyndte med den kinesiske harpespiller Yun Zun, som på sit fremmede instrument slog tonen an. Så fulgte pianisten Irene Becker. Dernæst kapelmester Dørge og siden resten af det faste ensemble. Langsomt, ganske langsomt, byggede musikerne det egenartede klangunivers op for vore øjne og i vore ører. Stille og roligt gik det fra en improvisation over kinesiske temaer over i et forløb, der forenede alverdens musikalske udtryk og samtidig fortættede hele jazzens historie. Sine steder lød blæsergruppen som et sølvbryllupsorkester på syre, andre gange som Frelsens Hær, der knaldede ud over et tema af Duke Ellington. Og hele tiden i tæt dialog med New Orleans-rødderne. Den grønlandske sangerinde Aviaja kom på scenen i stykket 'One Morning' og skabte med sin ordløse vokal øjeblikke af ubeskrivelig skønhed. Kulminationen på første sæt indfandt sig imidlertid, da den gambianske koraspiller Dawda Jarboteh indfandt sig og indledte et forløb, der nærmest fremmanede selve skabelsen i al sin ufattelige storhed. Lad mig være ærlig; jeg græd, så smuk en oplevelse var det. Det var som at blive krammet af hele menneskeheden, som at se et barn blive født, som at få fortalt selve meningen med livet og være for henført til at bekymre sig om at huske den. Fantastisk, ganske enkelt fantastisk. Yusef Lateef kom på efter pausen, og med hans tilstedeværelse skiftede stemningen fra det orgiastisk livsbekræftende til en mere tænksom, spirituel modus, der efter indledende præsentationer af æteriske klangflader åbnede sig mod himlen i en orkestral tour de force, som blandede tætte bopforløb med alskens andre udtryk. Dizzy Gillespie møder Hans Werner Henze på et arabisk marked i en sammenhæng, hvor genrer ikke giver mening, og hvor Shakespeares ord »If music be the food of love, play on« er eneste mulige kommentar. Den snart 85-årige Lateef imponerede med for det første at udstråle en fantastisk musikalsk energi - også når han ikke spillede - for det andet med at have bevaret en majestætisk tone på såvel fløjte som tenor og obo. Og resten af outfittet spillede med en intensitet og glød og åbenhed og fantasi og indlevelse og dygtighed og humor og næsten skamløs kærlighed til musikken, så vi ikke kan andet end bøje os i støvet af næsegrus beundring og bare sige: Tak for en fantastisk aften, hvor I viste os, at åbenhed aldeles ikke er et andet udtryk for tomhed, men det stik modsatte. Om det var jazz? Frankly, my dear, I don't give a damn.