Det var en af de aftener, hvor spillestedet Loppen summede af forventning og drev af sved. Det her kunne nemlig blive en af de Loppen-koncerter, man vil tale om de næste mange år. En af de store. Måske lige så stor som Fugees i 1996. Eller Tortoise i 2001. Eller Franz Ferdinand sidste år. Men det blev det kun næsten. For ganske vist er Kaiser Chiefs' debut, 'Employment', det nyeste påfund i den tradition af kløgtig, fodstampende britisk rock, der før har givet os nydelsen af Madness, Blur og netop Franz Ferdinand. Men den abefest, der går under navnet Kaiser Chiefs, er lidt for ublasert designet til at kulminere i hvert eneste 280 i timen-omkvæd. Når guitarist Andrew White for tredje sang i træk bygger op til kalkuleret klimaks med samme rytmefigur, begynder magien altså lige så stille at blegne. Det er meget skematisk, hvad Kaiser Chiefs foretager sig, og på scenen udstilles det hver eneste gang, gruppen ikke har gjort sig umage nok for at omgå klichéerne i deres sangskrivning. Hvilket vil sige i cirka hver tredje nummer. Ikke at et begejstret publikum lod sig mærke med den slags petitesser, og det burde de vel heller ikke. De jublede, når frontmand Ricky Wilson hang i Loppens loftsbjælker og sang med hovedet nedad. De begejstredes over de lidt løse versioner af hittene 'I Predict A Riot', 'Na Na Na Na Naa' og især 'Oh My God', og de væltede velopdragent rundt mellem hinanden til gruppens fornøjelige pseudo-punk i 'Saturday Night'. Og når man kun keder sig ganske få sekunder i løbet af en times rablende fest, ville det da også være hængemuleagtigt at bruge dem på at ruge over, at Kaiser Chiefs på intet tidspunkt føltes som en egentlig holdbar eller interessant forlængelse af britrocken.