Ok, det var måske blevet lidt vel sent for de mange poder, der trofast ventede ved scenens kant i selskab med far eller mor, men det var sådan set også det eneste negative, man kunne sige om den storswingende, charmerende og funky koncert med Danmarks absolut mest vedkommende rapper, Ataf Khawaja, og hans seks mand store band. For da den muskelsvulmende pakistaner fra Vanløse og besætningen endelig tog scenen omkring kl. 22.30 på store bededag, var rødderne på alle måder fanget i første sang, 'Badwah'. Og det faste greb i de mange fine sange fra debutalbummet 'Paraderne nede', der udkom tidligt i år, holdt Ataf gennem den godt en time lange koncert. At de sange, der emmer af både poesi, en traumatisk opvækst i et voldshærget hjem, ungdommen i pakistanske gadebander og fængselsophold, er både fremragende og så autentiske, at de er uafrystelige, vidste vi godt. Derfor var aftenens store, positive overraskelse, at Ataf har valgt at præsentere dem og sig selv med noget så sjældent i rapgenren som et superfunky, swingende band med unge, særdeles lovende musikere. Selv om den ikke helt unge rapper har styr på sin hip hop og musikalsk placerer sig tæt op ad et så stort forbillede som Tupac Shakur, var der masser af invitationer til svedig østkystfunk, soul, r'n'b, listig pop, latin og sågar lidt drilsk rock i sættet, der var både tæt og inviterende. Kun en enkelt fejl sneg sig ind, da den ellers fine og besjælede korsanger i 'Det' for sent nu' satte omkvædet ind lidt for tidligt. Men, som Ataf og de drenge ved, så er det menneskeligt at fejle. At man sagtens kan præstere hip hop med begavede tekster, hyldester til kvinder, der ikke tiltales som hverken ho, so eller ko og altså med et formidabelt liveband, vidnede den stærke begejstring i det næsten fyldte Rust om. Her var publikum i alle aldre vilde med Ataf, der flere gange fik salen til at præsentere sig selv med råbet »Ataf, din glade perker!«. Er Ataf med de formfuldendte formuleringer på et dansk, der er lige så mundret og folkeligt appellerende som Kim Larsens, så personificeringen af noget så sjældent som vellykket integration? Glem det. Den underspillede og alt andet end brovtende rapper er helt sin egen. Måske derfor var fremmødet af pakistanske og andre unge med indvandrerbaggrund forbløffende lille. I Ataf har denne hårdt pressede gruppe ellers fået en (måske lidt for) voksen mand, der både tør og kan tale deres sang på en mere nuanceret måde. Det er der under alle omstændigheder brug for, ligesom der på en klicheramt hip hop-scene i den grad er brug for Atafs begavede poesi, livsindsigt og storswingende band. Fang denne »thug, der har fået nok« og hans smukke sommerfugle i løbet af foråret og sommeren. De er ventetiden værd.