Selvfølgelig måtte det starte med Blondies indtogsmarch 'Atomic'. Nummeret, der ikke er andet end et stort anslag, et endeløst gentaget omkvæd og en masse varm luft. Men heldigvis blev man derefter hurtigt mindet om, at Blondies succes i høj grad byggede på den tørre New Yorker-humor i numre som 'Hanging On The Telephone' og 'Rip Her To Shreds'. Ikke mindst det seksuelle signal i Blondies univers har været udstyret med en selvironi så tør som en klapperslanges rangle. »Once I had a love, and it was a gas/ soon found out, to be a pain in the ass«, sang Deborah Harry på 'Heart of Glass' i 1980. En tør humor, der gør, at hun som 58-årig kan tage tråden op i Store Vega uden at ligne et kunstigt afstivet sexsymbol. En tør og præcis humor, der altid har fundet genklang i gruppens trommelyd. En tørhed i kommentaren, der har muliggjort genoplivningen af Blondie, selv om gruppen som datidstypisk fænomen par excellence egentlig burde stå med dårlige chancer sammenlignet med mere indholdstunge grupper i sølvbryllupsalderen. Men selv om ens kvaliteter i høj grad er af den udvendige slags, kan man godt ældes med andet end ynde og kunstige hormoner. Man kan ældes med ærlighed, selvironisk distance, insisteren på kreativitet og en hærdebred professionalisme. Dette har vist sig at være vejen frem for Blondie på det nye album 'The Curse of Blondie' og koncerten i Vega bekræftede bæredygtigheden med professionalisme uden de små degraderende tillægsord 'glat' eller 'ferm' foran. Sættet var omhyggelig afstemt. Der var nok nye numre, til at gruppen ikke kan stemples som oldie but goodie, og tilstrækkeligt med gamle hits til at tilfredsstille de fremmødte fans i jævnalderen. Et Blondie med udvidet besætning spillede som en tæt enhed og formåede kunststykket at trænge igennem med helt splinternye numre som 'Golden Rod' og den fornemme hyldest til Joey Ramone 'Hello Joe'. Med Chris Stein som diskret styrmand spillede bandet med kontrolleret energi og drive og leverede den nødvendige indpakning af Deborah Harrys ikke voldsomt omfangsrige stemmepragt. Brintblondinen er gruppens uvurderlige fiks- og omdrejningspunkt. Uden hendes stemme intet band. Harrys stemme er Blondies look. Lyden af blondine. På en måde en tynd og afbleget asparges sammenlignet med de ægte divaer, men deri ligger jo pointen. Blondie er den ægte uægte vare. Da først bandet fik etableret passende sikkerhedszone omkring stemmebåndene, kunne man bare læne sig tilbage på hælene og nyde synet og lyden af den såre menneskelige rockgudinde i ærmeløs og nedringet denimvest med glittersten og med hårdt forspændte snørebånd i flankerne. Derunder en gennemsigtig rød sag. Et råt strejf rouge, som om kinderne var blevet strejfet af et vildt sving fra Sonny Liston. Håret tjavset blafrende i blæsten fra en enorm føntørrer, der var stillet op foran scenen. Bevægelsesmønstret decideret økonomisk. Ikke ligefrem et ærværdigt og evigungt sexsymbol med indrammet klippekort fra fitnesscenteret! Men befriende frejdigt. Ikke demonstrativt sexet, men en anerkendelse af det seksuelle som nydelsesmidlernes motor, der fik udtryk i det nye 'The Tingler'. Også 58-årige kvinder gør nøjagtig, som det passer dem, opsummerede blondinens ærlige look, og passede dermed fint til musikkens uhøjtidelige selvtillid. At aftenens kontekst trods mange nye numre var og blev New Yorks CBGB-scene i 1970'erne, understregede Blondie ved som ekstranumre at vælge to covernumre af CBGB-kolleger: Televisions 'See No Evil' fra 1976 og Ramones' noget nyere 'Pet Cemetary'. Sådan anerkender man fortidens betydning uden at jokke nostalgisk rundt i den. Det ligner hemmeligheden bag Blondies overraskende vitale genopstandelse; deres evne til at anerkende både før og nu som ligeværdige musikalske dansepartnere.