Gid de dog blev Diamantens faste ensemble, Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintet! Salen er perfekt til kammermusik, og det samme er kvintetten, der byder på RSO's store force - træblæserne - i renkultur. De fem musikere lyder decideret lækkert, og Iberts franske 'Trois pièces brèves' for blæserkvintet blev da også aftenens reneste oplevelse. Tre små godbidder serveret med sølvbestik. Først en cremet skefuld champignonsuppe. Så et lille intermezzo til at rense munden, før klokker og munterhed ringede om kap med modne bær og sprød krokant til dessert. Resten af koncerten bød på kvintetten sammen med strygere. Dejligst - men desværre ikke rent - i Spohrs store, romantiske nonet: En firsatset symfoni i kammerklæder. Den aldrende Carl Nielsens tre posthume klaverstykker kommer vist snart på cd med kvintetten plus strygere, genkomponeret af Hans Abrahamsen og værd at glæde sig til. I fantasistykkerne for obo, skrevet af den unge Carl Nielsen, var det Max Artveds fornøjelse at føre ordet musikalsk efter en mundtlig introduktion. Han er noget så sjældent som en naturlig musiker, denne velklingende oboist. Mozarts kvintet for horn og strygere var slank, men ikke udpræget karismatisk. Og hornet er altså bare et instrument, der kan drille. Så var der paradoksalt nok mere kommunikation i franskmanden Poulencs køligt elegante 'Mouvements perpétuels', som først i sidste sats lader det varme caféblod rulle. Fin og alsidig kammermusikaften i Den Sorte Diamant.