I aftenens indledende nummer lød det bare komplet forstyrret. Det var fuld fart frem fra første øjeblik, men det forekom, som om de fire musikere, tenorsaxofonisten Boyko Dimitov, pianisten Marko Martinovic, bassisten Guffi Pallesen og trommeslageren Janus Templeton - i bogstaveligste forstand - spillede i øst og vest. Taktarten var vist nok 4/4, men hvor 1. taktslag lå under improvisationsforløbet, forblev en gåde. I andet nummer, Jerome Kerns 'All The Things You Are', lød det grangiveligt, som om Dimitov efter temapræsentationen fik vendt rytmen uden på noget tidspunkt at finde tilbage på rette spor igen. Og i tredje indslag, en valseballade, indsneg der sig med mellemrum en takt på kun to slag for at skabe forvirring. Fjerde nummer, Dave Brubecks 'In Your Own Sweet Way', gav en slags forklaring på noget af det, vi forinden havde hørt. For her fremstod det helt åbenbart, at Dimitov 'hang' så meget i sit spil, så han nærmest slæbte efter, hvorimod Martinovic var tilbøjelig til at ligge foran slaget. Det sidste er ganske typisk for en musiker som Martinovic, der er kommet til jazzen via en klassisk skoling uden at være i stand til at tilegne jazzens smidige frasering. Det, som det drejer sig om for en jazzmusiker, er at hvile så dybt i pulsen, at den danner en uangribelig ballast i kroppen. Så kan man tage sig alle de friheder i rytmisk henseende, det skal være, uden at spillets fundament vælter. Man kan håbe, at det vil lykkes for de to østeuropæiske musikere. For umusikalske er de ikke. I langsomme tempi røbede Martinovic en ganske fin harmonisk og melodisk fornemmelse. Og Dimitov vil man gerne give det råd, at han skal forsøge at formulere sig så enkelt som muligt. Nøjes med få toner, men time dem præcist og lade dem synge ud. I 'In Your Own Sweet Way' fik han mod slutningen af sin solo sat sine fraser på plads, så de spændte op imod beatet. Og måske kunne både han og Martinovic også lære noget ved at lytte til Pallesen, der her spillede en solo, som i tanke og udtryk var i fuldkommen balance.