Var det ikke for Wiek Hijmans, var dette blevet en tynd kop te. Jeg planlagde at samle de tre af ugens koncerter i Copenhagen Guitar Festival, jeg kunne nå, til i dag, men først den hollandske elguitarist gav for alvor noget at skrive hjem om. Han er en pionér på sit område - kompositionsmusik for elektrisk guitar. Et af genrens ældste værker, Pelle Gudmundsen-Holmgreens godt 30 år gamle 'Solo for el-guitar', spillede han til knus af komponisten, og knus var han værd for alt, hvad han gjorde. Så klangskønt, klart, rytmisk elegant og fængslende guitarspil hører man ikke ofte. Kun i Steve Reichs 'Electric Counterpoint', hvor Hijmans mangedoblede sin solo med et lydbånd, faldt jeg i staver, som jeg ofte gør over amerikanerens tikkende urværksmusik. Sammenstillingen af 'Solo' med 'E Dominio' af den nyligt afdøde hollænder Paul Termos - de åbnede hver sin afdeling - var interessant, for Termos må næsten have kigget danskeren over skulderen, og ikke kun i 'Solo': Samme insisterende materialeøkonomi i langsom og systematisk udvikling, samme opfindsomme omsorg for hver tones eller figurs klanglige formulering. Kort sagt: langt hen ad vejen samme ånd og tænkemåde. Den indiske inspiration i en tidlig fase af Termos' stofekspansion ville heller ikke være kollegaen fremmed. Det holmgreenske vemod genfinder man ikke i hollænderens smukke værk, der bygger op, hvor 'Solo' opløser; men 'E Dominio' er nok præget af større fortrolighed med og kærlighed til instrumentet. Hijmans havde mere i godteposen. Brasilianeren Arthur Kampela får med kvarttoneforstemning, anslag med diverse fremmedlegemer og elektronisk forvrængning 'Quimbanda' til at lyde som en fantastisk jungle af eksotiske fugle og insekter i et dramatisk og visionært forløb, der aldrig bliver til konventionel guitarmusik. Lige så elektrisk er Hijmans' eget 'From here to there and no return', en uropførelse med stærkt improvisatoriske træk, hvor figurationer og rockinspireret klang opløses i ren rytme med uregelmæssigt skiftende puls. Intet storværk, men fuldt af humor og spontan energi. Men også den sarteste intimitet havde Hijmans bud på: Han koblede et smukt og stemningsfuldt arrangement af Thelonious Monks raffinerede 'Round Midnight' direkte sammen med tre 'Voltes' af hollænderen Sweelinck, der levede omkring 1600, og meddelte overraskende, at han fandt dem beslægtede. Stilistisk var de naturligvis så forskellige, som tænkes kan, men som han mediterede sig ind i Sweelincks spinkle kontrapunkt og forsigtigt pumpede det op til en stille dans, gav påstanden alligevel god mening. Fredagskoncerten bød på tre uropførelser med moderne danske klassikere som mellemlæg. Østen Mikal Ores 'des traces de son ...' skal ligne arkæologiske rester af en forsvunden sonate; og der er da en slags vision i det brustne, forvitrede lydbillede i udspekuleret utraditionel spilleteknik, der begynder så svagt, at det ved koncerten blev dækket af tilfældig baggrundsstøj, men som forløb er det diffust. Til gengæld er Lars Graugaard næsten for glat og sikker i sin sag i 'Round', en harmonisk-motorisk hvirvelstrøm med en karakteristisk kras kolorit. Og Jens Hørsvings 'Scarlatti Synthesis' for guitar, cello og elektronik skaber ingen overbevisende syntese mellem en noderet citeret Scarlattisonate og et elektronisk klangrums maskinstyrede æstetik. Amerikaneren David Leisner gav en mere konventionel klassisk guitaraften med arrangementer og originalværker. Han er en dygtig musiker, men uden rigtig pondus og grundlæggende legatofornemmelse. I Bachs uopslidelige chaconne smed han rigeligt med noder under stolen, og i Villa-Lobos' frygtindgydende vanskelige 12 etuder tog travlheden magten fra formningen. Interessantest var bekendtskabet med en stort anlagt 'Elegi' af romantikeren Johann Kaspar Mertz.