Schumanns 'Manfred-ouverture', Mendelssohns Violinkoncert og Dvoraks 9. symfoni. Dén publikumstræffer af en romantisk aften var lagt i sikre hænder hos Michael Schønwandt, der fik Tivolis Symfoniorkester loppet op til en god præstation. Noget rigtig spændende orkester bliver de vist aldrig, men deres Dvorak var ikke dårlig. Selv om ting og sager var upræcise, var den tyste messingkoral i starten af den langsomme sats vellykket, og det melankolske engelskhorns solospil smukt. Hvad 'Manfred' angår, må man konstatere, at Schønwandt kan sin Schumann. Han har sans for det febrilt overspændte, der er det bærende udtryk i denne Byron-inspirerede ouverture, og selv om violinerne flossede - de er og bliver orkestrets akilleshæl - så var udtrykket flot. Mendelssohns Violinkoncert med den unge norske violinist Vilde Frang Bjærke blev en koncentreret forestilling med finalens elverspil som noget af det mest fremhævelsesværdige. Vilde Frang mangler endnu karisma, men hun spiller rent og sikkert, og taget i betragtning at hun kun er 17 år, må man vente sig en del af hendes videre karriere. Fint at orkesterchef Lars Grunth har spottet hende og siden 2001 fået hende til Danmark flere gange. Medio januar skal Vilde Frang spille Sibelius i Aalborg med dirigenten Ari Rasilainen forud for en turné til Sverige og Norge. Hendes Mendelssohn i Tivoli fungerede glimrende i sammenspil med Schønwandt som den erfarne drivkraft på podiet. Men det var og blev dirigentens romantiske aften.