Saint-Saëns' violinkoncert i h-mol er sandt at sige ikke ophidsende. Den løber ud mellem fingrene som løst sand. Des mere imponerende som Nikolaj Znaider formår at bringe den ud over rampen. Fra de første fraser på g-strengen ramte hans intensitet som et slag i hjertekulen, ikke blot gennem klangens nervedirrende glød, men i høj grad også gennem fraseringens insisterende retning og pointering. Znaider spiller med en kropslighed, der trækker fysikkens love ind i den musikalske logik og gør den uafviselig, men tyngde og inerti sættes i bevægelse af en dampmaskine af vilje og lidenskab, der sine steder godt kan virke en kende utålmodig med den franske koncerts overmål af sval elegance. Det var ikke solisten, der hvilede roligt på pulsens bærebølge i dialogen med orkestret. Znaiders violin kan dog også både smile og smelte, det første eksempelvis straks i sidetemaet, det sidste med ikke mindre foruroligende glød i andantinoens kantilener, der med uventet bærekraft løftede sig i ørneflugt over orkestersatsens trygt vuggende og støt flydende skude. Soliditet, klarhed og en naturlig balance, der ikke underbelyste orkestrets strukturelle rolle, var Chungs væsentligste bidrag som akkompagnatør. Helt i musikkens ånd. Men han kunne også vise tænder som i finalens knejsende rytmer. Netop den type af udtryk - det ildfulde, rytmisk skærpede - spillede en dominerende rolle i hans yderst medrivende fortolkning af Berlioz' 'Symphonie fantastique', et greb der udnyttede orkestrets styrke og underspillede dets svaghed. Det franske radioorkester er glimrende uden dog at være i elitekategorien. Dertil er der for lidt finesse i detaljen, for lidt teknisk elegance. Og de helt svage nuancer kommer det ikke i nærheden af. Men strygerkorpset brillerer fra første til sidste pult med en beslutsomt samlet energi, som Chung trak på i en fejende ekspansiv opførelse fuld af malende dramatisk fantasi og - også her - en effektiv sans for rytmisk punch.