Programmet var fristende nok i sig selv, og så var der det lille fif med den kommende Sonning-prismodtager, György Kurtág: I en håndfuld af den ungarske komponists skarpt tegnede karakterminiaturer, 'Játékok', indgik personlige, men klart adresserede hommager til aftenens tre andre komponister, Scarlatti, Schubert og Musorgskij, der bandt programmet sammen. Med lynnedslag af slagkraftig fantasi og en fin, diskret humor er 'Játékok' en meget imødekommende modernisme, der hverken væltede programmets balance eller syntes at have skræmt nogen væk på forhånd: Salen var næsten fuld. Publikum ved, at Amalie Malling har noget på hjerte. Ikke at hun holder sig til det kendte og sikre. Første afdelings Scarlatti-sonater - omhyggeligt ordnet som tresatset forløb, Schuberts sonatefragment i C-dur, kendt som 'Reliquie', og også Kurtág var fortrolige udtryksformer, der alle bygger på delikatesse, sprød karaktertegning og poetisk nærvær, Mallings stærkeste sider. Men i Musorgskijs 'Udstillingsbilleder' mødte hun en helt anderledes monumental udfordring til teknik og formskabende løftekraft, og man mærkede kampen, anspændtheden og viljen i de beslutsomme tempi. Naturligvis havde den kontrastrige suite også oplagte tilbud til Mallings temperament som den drømmende lyrik i 'Il vecchio castello' eller den legende ynde i 'Tuileries', men ofte var materialets modstand stor, og hendes ellers så sikre og velargumenterede tempokarakteristik var endnu på forsøgsstadiet. Men nu er skuden lagt fra land.