Han startede koncerten solo med at imitere en ensom etnisk fløjte. Men før aftenen var slut, havde Bobby McFerrin og hans elleve vokalekvilibrister været rundt om alt fra afrikansk inspiration til avanceret jazz, heftige bigbandblæsere, scatsang, beatbox og vokal teatersport. Det sidste - hvor den nu godt og vel 50-årige Bobby McFerrin var i improviseret og genialt sorttalende dialog med den mest solistisk begavede af altsangerne fra sit kor - demonstrerede med eksemplarisk tydelighed den teknisk velfunderede improvisationsteknik, der gør hans projekt Voicestra til en oplagt succes. Den sorte sanger i de afslappede jeans, der på godt og ondt må leve med at være kendt for 80'er-hittet 'Don't Worry, Be Happy', har publikum i sin hule hånd, når han med hoved, skæg og frem for alt stemme sender lyd gennem mikrofonen. Normalt er det ikke til at lokke en kanin fra publikum op på scenen, når det er den slags show, man som entertainer satser på. Her væltede de op i dusinvis for at synge med på sidste nummer. I ét langt fascinerende sug havde sangerne under McFerrins bevidst udfordrende ledelse opbygget medrivende rytmiske grooves og tilsat dem improviserede soloer og udfoldet fængslende alternative sangteknikker i et flow, der fik hele salen med. Man kan med nogen ret spørge, hvorfor Bobby McFerrin og hans Voicestra skal anmeldes på avisens klassiskside. Delvis fordi han for nogle år siden havde et projekt som klassisk dirigent i Mozart, gætter jeg på. Men også fordi hans enestående mikrofonbaserede vokalteknik har den klokkerene imitation af instrumentalmusik som en væsentlig del af sit duperende koncept. Her udnytter han frem for alt sin formidable falset, og her kan ingen af sangerne fra hans Voicestra følge ham. Til gengæld forstår McFerrin - med sin aldeles udogmatiske og uklassiske ledelse af dette kor af rytmiske solister - at spille på dem og deres individuelle talenter, så englene swinger. Og så publikum synger med, høje på en ny fornemmelse af, at alle, der har en stemme, kan lege med lyd.